For lige at blive lidt ved zombierne for en stund, så kan man for tiden hos Blockbuster leje filmen La Horde. Et fransk superbrag af en actiongyser, der absolut lever op til de stolte traditioner fra store zombiefilm og -spil, for den sags skyld. For dem der har spillet Left4dead virker de fire hovedkarakterer betænkeligt lig de fire cool typer, der smadrer zombier i spillet: Den gamle knark og soldater veteran, Bill, den seje sild, Zoey, den super cool kronragede fyr, Louis, og Francis, den stille beskæggede dræbermaskine. Hvis ikke man vidste bedre skulle man tro, at filmen er en drejebog lavet over en sædvanlig bane fra l4d fra ende til anden. Plottet indeholder intet andet end, at de fire personer skal kæmpe sig ud fra toppen af et højhus, med zombier der kommer fra alle sider og vil æde dem, hvilket sagtens kunne være en bane i l4d: En overskuelig begrænset verden, som passer til en bane i et spil… og til rammerne i en low budget zombie film. Det er nemlig helt klart en af filmens forcer, at holdet bag har kunnet lave en hæsblæsende spændingsfilm af høj kvalitet med flotte effekter på et lille europæisk budget.

For spillere af, lad os kalde det ‘spilforlægget’, Left4 dead, er det sjovt at se, jo længere filmen skrider frem, hvordan de fire velkendte figurer blomstrer frem. Filmens svar på Bill (jeg kan desværre ikke huske hans navn i filmen) er en gammel sej veteran fra krigen i Indokina, der smadrer Zombier med en stor tung brandøkse; han nyder at kvase hoveder på de udøde uden anger. Filmens svar på Zoey kan karate og bruger det mod zombier, når hun er løbet tør for kugler. Louis er her en afrikansk forbryder flygtet fra fængslet, og Francis er en politimand, ikke en biker.

Filmen har mange fede twist og en god overraskende slutning. Fuldstændig drejet efter den gode fortællings kunst, som hollywood ville gøre det, men den har stadig bevaret sin franske kant. På en måde er den mere vellykket end den anden europæiske zombie franchise, spanske REC. Den er mere ‘Hollywood’ og selvfølgelig også dét mere ‘overfladisk’, men du får dine gys, og det er jo det man vil se i en gyser/zombie/thriller/action/splatter/kald-det-hvad-du-vil-film.

Spillet frigives i år, mere præcise oplysninger kendes ikke, men snart er der grund til at tage det fine tøj på, og tage på netcafé!!

• Husk at se den meget overbevisende trailer på spillets hjemmeside !! Den er pænt klam!
• Spillet har fået en Facebook side med en smule snask

(Er det kun mig, der så de stive snuder før jeg så zombien ?)

Tegneserien The Walking Dead (TWD) ligger til grund for den nye tv-serie, som du har læse mere om her. Efter min egen ydmyge mening er tegneserien en af de bedste, jeg nogensinde har læst. Den rangerer helt deroppe med Art Spiegelmans “Maus” og Alan Moores “Watchmen”, og det er ikke en smiger, jeg let kaster omkring mig: Denne tegneserie er virkelig the shit i allermest skoldhede forstand. Dette garanterer jeg ved de 10 album, jeg indtil nu har læst.

Tyk og rig historie
Årsagen til TWDs ekstremt virkefulde historie er flersidig. Historien starter med Rick Grimes, som ønsker at finde sin familie derude i zombieblodbadet. Herefter tillægges et nyt lag: Hvordan kan man stole på andre overlevende? Og et lag mere: Hvordan finder man et sikkert sted at opholde sig, nu hvor verden er gået op i en højere nedtur? Hvordan påvirker det mennesker at se deres elskede vende til en blodtørstig og illoyal dræber? Sin datter, sin elskede, sine forældre? Hvad hvis man bliver nødt til at skyde dem – eller hugge hovedet af dem – for at redde sig selv? Og så er der naturligvis det endegyldige spørgsmål: Hvad er årsagen til zombiemarchen, og kan man gøre noget ved det?

Ubehagelig empati
Forfatteren til TWD, Robert Kirkman, har fingrene dybt nede i den menneskelige psyke; lige der, hvor fornuftig bliver til skingrende vanvid. Det er en hårfin balance, som hurtigt kan forskyde sig. I starten er historien naturligvis chokerende; de overlevende sidder rundt om et lejrbål, og pludselig bliver en af dem bidt i halsen af en zombie, som kommer ud af mørket.

Men efterhånden som den slags ting sker oftere og oftere, bliver man som læser lige så lammet og følelseskold som karaktererne i serien. Man ser, hvordan de lever og dør, og hvordan de overlevende udvikler sig fra at være velfungerende i den gamle verden (vores verden, hvor man betaler skat og går på fortovet) til at blive velfungerende i en nådesløs verden, hvor en dåse ananas kan være vigtigere end Menneskerettighederne. Man ser de sidste rester af genkendelig medmenneskelighed sive ud mellem fingrene på den stadigt mere invaliderede Rick Grimes, mens man undrer sig over, hvad man selv ville have gjort i hans sko.

Selvpineri
Som alle historier har TWD sider, som er svagere end andre. Figurerne kan virke lidt karikerede, når de kun får lov at overleve i 7-8 sider. Tegneren Charlie Adlard er ingen høg til at tegne kvinder; de kommer meget hurtigt til at ligne hinanden (men igen, når de alligevel hurtigt dør, går det nok). Det er nok lidt en drenge-tegneserie, for os som har læst “Robinson Crusoe” eller Jules Verne, og som kan lide ideen om at samle udstyr og bygge alting op fra grunden, mens man bekæmper fjenden.

The Walking Dead er ligesom en rokketand: Det gør ondt at røre ved den, men man kan alligevel ikke lade være. Da jeg engang for et årti siden købte min første John Steinbeck-roman, stod der på bagsiden en super kort anmeldelse af bogen: “Tænk at have John Steinbeck til gode!” På samme vis med The Walking Dead. Jeg misunder jer den rejse, I har til gode med Rick Grimes…

Praktisk info:
The Walking Dead er IKKE en tegneserie for børn. Jeg vil ikke engang anbefale at læse den, hvis du snart skal i seng.

Mors dreng zombie-slammer
Der er kommet en trailer og et par “bagom scenerne”-film, og skal jeg være helt ærlig, så kan jeg ikke se andet end en mors dreng med nystrøget tøj i hovedrollen – Det virker lidt for familiehyggeligt. Jeg vil have rædsel og ondskab. Jeg bliver ikke på noget tidspunkt fanget af en stemning af paranoia, som jeg synes er så vigtig for genren. Det er altså kedeligt, men jeg kan tage fejl. Tegneserien ser meget mere spændende ud – det kunne være den skulle have en chance…

Update 25/10, Sneak Peak -> Awright, it is…
Det lækkede pilotafsnit var ikke helt sluppet ud af nettet, og jeg fik luret det, og det var faktisk pænt klamt. Masser af dejlig ækel uhygge, og i hvert fald en god gang paranoia! Jeg må give Miss Malice fra BeautyDestroyed ret i at det var “fucking awesome“! Jeg tog fejl, men den trailer var squ’ ringe!

Læs mere: The Walking Dead/amc

Gameplay up’n downs
En række nye ting af kaste med, upgrades til våben, større baner og de nye nærkampsvåben giver spillet ekstra dynamik, hvilket er fedt. Der er desværre også en liste over elendigheder. På toppen af denne liste er nogle meningsløse mini-missioner, man støder på midt i banerne – den sygeste er nok der, hvor man skal hente en kasse cola i et supermarked og slæbe den tilbage til en fyr, der har nøglen til at komme videre på banen. Helt sikkert, at man ikke bare skyder idioten. Konceptet med minimissioner er en meget god ide, men det her…..neeeej, vel?

Alt i alt: fedt nok – en rar og blodig oplevelse, men heller ikke mere…

Stegepander og samuraisværd
Last time I saw my grandmother, she asked me, was I still a praying man?, I told her “Yes, mam!”, “Well,”, she said, “..pray harder….cause it aint working!”

Sådan starter traileren og det ser dejligt ondskabsfuldt ud. Der er nogle nye grumme monstre og nye våben. Jeg godt blive afhængig af at slå med den nye stegepande, eller nyde et festligt blodorgie med motorsaven eller samuraisværdet. Jeg smiler næsten så bredt, at jeg begynder at savle.

Den onde klovn
Jeg elsker billedet af den tilgroede, skumle cirkus med ondskabsfulde misfostre, der holder liv i den rustne lirekassemusik og en uhyggelig klovn, som helt sikkert ikke vil puste balloner op for børnene. Denne klovn er med i Left 4 Dead 2, og jeg håber han er en af de vanskelige bosses i spillet, og ikke bare en zombie, der bare skal have to slag med geværkolben. Der er flere andre nye bæster, som nok skal få sat skub i showet.

Ny version eller bare en udvidelse?
Der har været en del snak om at denne nye version kun er “mere af den kendte opskrift”, og ikke nok nyt til at retfærdiggøre andet end en udvidelse af version 1. Jeg vil gerne have mere af det samme, og er i øvrigt pænt ligeglad med pengene, da jeg kun spiller spillet på netcafe. Og det er da helt sikkert, at der skal arrangeres en tur med drengene!!!

Se også: l4d.com, Zombie survival guide

Zombier på skrivebordet
“Augmented reality” kan oversættes til forøget eller forbedret virkelighed. Det går ud på at blande virkelighed med computerskabte ting. NVIDIA har  lavet en ny dims, der hedder “Tegra”, som nok skal gøre livet surt for Sonys PSP. Den ligner en stor, grim og gammel mobiltelefon. Men tag ikke fejl. Hvis man fx. lægger et specielt kort over en by på sit skrivebord, og peger aggregatet mod  det, vil skærmen vise en 3D-udgave af bygningerne. Gaderne fyldes af zombier på jagt efter frisk menneskekød. Man har rollen som en helikopter, der skal flyve rundt om bygningerne og skyde de onde zombier for at redde menneskene. Det lyder helt vildt fedt, og er meget imponerende, men det er tydeligvis første udgave – grafikken er ikke vildt fed, men det går den rigtige vej!

Angrebet med grønt slim i bussen
Spillet, der omtales her er blot et eksempel på hvad Tegraen kan, og jeg tror der er sindsygt mange muligheder for produkter som dette. Forstil dig at sætte dig i sofaen, og tage dine nye smarte XZ99-briller på og vupti begynder der at kravle små ækle skabninger ned fra skabe og frem bag døre, og du skal smadre dem før de når dig. Endnu bedre, og endnu længere ud i fremtiden, går du rundt i byen mens der dukker monstre op, som skal skydes. Folk i bussen begynder at skyde grønt slim efter dig indtil du får ramt dem med dit lasersyn. Lyder det for langt ude? Jeg tror det kommer, og det bliver endnu vildere! Jeg tror der kommer spil, der omdanner din by til World of Warcraft.

Hvis du læser dette, må vi gå ud fra, at du på en eller anden måde intereserer dig for zombier. Zombier er det største ord i vores tag-cloud ude i venstre side af sitet, så du kommer ikke uden om, at vi skriver om zombier her. Zombier er seje, fordi de er pisseligeglade med alt lortet. De æder bare nogle svin og skider på det hele. Folk der giver headshots til zombier, er endnu sejere fordi de har kastet alle hæmninger over bord. De har set deres frygt i øjnene og plaffer headshots afsted som stod de i en boldbod i tivoli.

Zombiegrinder er fedt, fordi musik og gameplay går op i en højere enhed… men selvfølgelig kun, hvis du kan li at høre larmende høj metal. De tre grindcorebands Regurgitate, Inhume og Last Day of Humanity leverer det sejeste soundtrack til Zombiegrinder, hvor en lille fed skaldet mand spæner afsted mens han fyrer sin shotgun af i hovedet på de levende døde. Når musikken går ned i tempo kører spillet i slow motion og du kan lave stunts med at flyve langsomt gennem luften som vi kender det fra The Matrix og lignende. Der er så meget stil og klasse over det her spil, så du ikke fatter det.

Den anden dag var i top. Jeg skulle jeg naturligvis købe en gave, og faldt ved et tilfælde over den helt perfekte dims:  Zombie Pets.  Små søde kæledyr. Pakken indeholdt  både hund, papegøje, fisk, kat og naturligvis kanin – alle i herlig zombieudgave.  Døm selv. Jeg er for første gang nogensinde glad for den tykke, topsikrede plastik, der adskilte mig fra den alvorlige smittefare, mens de var i min varetægt. Sagen kan erhverves i en halvkælderagtig forretning på højre side af Istedgade ikke så langt fra Enghave plads på vej ned mod hovedbanen, Cph.V

L4D ved et tilfælde
Vi var for et par uger siden på vores ynglingsnetcafé LetsPlay sammen med et par 3D-specialister, hvor den egentlige plan var at spille Project Reality. Arrangementet faldt desværre sammen med udgivelsen af den nye Project Reality v. 0.85 , og de eneste i hele verden, der ikke havde opgraderet til den nye version, var tilsyneladende LetsPlay.. fair nok – når man tager i betragtning at det var undertegnede gruppe, der har tvunget dem til at presse de nødvendige 3-4 GB ind på deres system. Alligevel pissetræls, men vi prøvede så at spille Left 4 Dead med fire spillere. OMFG hvor det var fedt. Flere dage efter fik jeg at vide, at jeg havde skreget eder og forbandelser ud over netcafeen og højrøstet tryglet om hjælp fra de andre på holdet.

Jeg ska’ da ha’ noget…
Efter 6-7 timer foran skærmen var klokken blevet tre om natten, og vi mente alle, at vi var blevet grundigt vaccinerede mod zombiespil og vaklede hjem. Jeg fandt siden ud af, at jeg ikke var den eneste, der næste dag slog øjnene op for dernæst at tænke….”Hvor ville det være fedt liiiige at smadre et par zombier”. For øjeblikket prøver jeg at regne ud, hvornår jeg kan få samlet sammen til endnu en tur til zombieland….aaaarrrgggh…jeg ska’ da ha’ noget…for fanden, jeg ska’ da ha’ noget!!!.