minigraver – BMX for voksne
29. juni 2008 afKan du huske i de gode gamle dage med bmx cykler og donkey kong maskiner på grilleren? Jeg selv havde ikke en egentlig bmx cykel, men et ombygget cykellig, jeg havde fundet nede ved åen, og som jeg havde tunet lidt på, og den mindede faktisk en del om en bmx cykel. Anyways, får du ikke nogen gange lyst til at gå ud og lege lidt igen, være lidt vild, måske blive lidt beskidt og mudret? Har du erkendt at der ikke er meget supermand over at køre rundt på din 1000 gears mountainbike signeret af Michael Rasmussen, som du kun har råd til at købe, fordi du sidder på et kontor i et stort fedt job, og egentlig ikke kan køre mere end 10 kilometer i timen alligevel? Så tror jeg en minigraver er noget for dig. En af mine gode venner havde lånt sådan et dyr i weekenden, fordi han skulle have flyttet lidt jord, og jeg havde været så heldig at melde mig til at hjælpe. Du tænker nok, at det da må være svært at styre sådan en, men egentlig er det lidt som at spille donkey kong på spillemaskine. Du har to joysticks du rykker rundt i, og kan manøvre grabben rundt, frem og tilbage og op og ned. Dammit, det beast kan flytte noget jord, alt sammen i sikker afslappet afstand fra førersædet og uden at bruge særlig mange kræfter. Vi brugte den også til at hive en stor genstridig buskrod op med og flytte et overskydende kloakrør, hvilket virkede glimrende. Egentlig er de slet ikke så dyre. De kan købes brugt fra 65.000 og op, og det er jo egentlig ikke meget mere end en et ombygget badeværelse eller en tur på Waterloo med det hele, de kan sikkert også lejes. Det kunne måske også være en ide til den næste polterabend. Jeg går bare og venter på, at de laver minigraver til wee, så kan man minigrave derhjemme i sofaen i behagelige omgivelser. Det bliver for vildt… når det kommer.

