Indlæg tagget med ‘iPhone’

Telias iPhone-superhype

22. juni 2008 af Parry 'Allnight' Hotter

Jeg har tidligere skrevet en blog om den nye iPhone, der er på vej til Danmark. Jeg bliver nødt til at bringe en update, for der er sket en morsom udvikling på området, som på skønneste måde gør to ting klart som nypudset glas:

  1. iPhone er et superhypet produkt
  2. Telia, som bliver den første forhandler af iPhone i Danmark, udnytter denne hype til bristepunktet.

Det hele drejer sig om en konkurrence Telia har på sin hjemmeside, hvor teksten lyder:

“Svar rigtigt på ugens spørgsmål og deltag i konkurrencen om at blive den første ejer af en iPhone 3G i Danmark.”

Yes yes yes yes…jeg er med, jeg vil vinde en iPhone! Men ak – forbliv i drømmeland gamle dreng. Når man klikker videre for at melde sig til får man at vide at konkurrencen ikke er købsbetinget. Det kan godt være at konkurrencen ikke er købsbetinget, men der er desværre ingen iPhone før mulvarpen har været oppe at se det dagslys den så dårligt tåler. De skriver nemlig:

“Præmien er en option til køb af en iPhone 3G d. 11. juli.”

HURRRAHHH – Jeg kan med andre ord få lov til at vinde retten til at købe en iPhone. Det er så morsomt – Apples iPhone sælger åbenbart sig selv, og Telia har åbenbart ikke tænkt sig at tage julemandskostume på i juli måned. Det er stjerneklasse. Det er den vildeste hype. Og helt ærligt, kære Telia, så kom dog ind i kampen, vind noget respekt og smid en håndfuld telefoner i grams til de sultne gadgetgeeks. Husk også at sende en til undertegnede, som erkendtlighed for det gode råd – jeg lover højt og helligt at skrive en grundig anmeldelse :-)

Telia har gemt julemandsdragten langt væk

IPhone v2 – nu med hjemmeskærm

12. juni 2008 af Parry 'Allnight' Hotter

Så skete der igen noget på markedet for gadgets. Endda i gadget-superligaen. Det er en fornøjelse at følge al denne hype omkring Apple-produkter. De har hele den hungrende presse og dims-elskere i deres hule hænder: Rygterne siver, og de største nyheder på diverse medier er den “forventede” offentliggørelse af den nye IPhone. Og det lykkedes…igen

IPhone v2 må være det p.t mest omtalte stykke gear. Den har det sædvanlige lækre apple-design. Jeg kender af gode grunde kun den første udgave, som jeg har fået lov til at holde i hånden og dimse ved. Mærkeligt, og lidt ondskabsfuldt, at sidde her og blive helt selvtilfreds over ikke at være faldet i vandet og have købt den forældede første udgave. Fat dog mod, kære IPhone version 1 ejere: I har den første udgave…retroen, classic’en. I viste jer tro mod læren og viste vejen. Den skal nok blive penge værd engang – ligesom de originale Starwarsfigurer.

Det der slog mig som en rigtigt interessant feature var at den har “Hjemmeskærm“. Associationerne kørte i hovedet…noget i retning af tilslutning af TV – det virkede i øjeblikket som en rigtigt smart ting. Det viser sig desværre hurtigt at en hjemmeskærm er det samme som alle andre telefoner har: En hovedmenu. Jeg er ikke sikker på at jeg overlever flere “hjemme”-ting. “Hjemmesider” må siges at være et etableret fænomen, men det løber mig stadig ned ad ryggen når jeg tænker lidt over det. Pretty fucked up, når man bruger en rimeligt stort del af sit vågne liv på den slags.

3G, GPS, Wifi, en safaribrowser i inderlommen, Exchange-synkronisering, lavere pris….fedt. De måtte meget gerne pille alt det der med at købe i Apple-store ud af den for min skyld. Jeg tror der skal løbe en del mere vand i åen, før jeg begynder at købe filer på nettet. Hvis man er hooked på det, så er det supercool.

IPhone med hjemmeskærmen sybnlig