Tegneserien The Walking Dead (TWD) ligger til grund for den nye tv-serie, som du har læse mere om her. Efter min egen ydmyge mening er tegneserien en af de bedste, jeg nogensinde har læst. Den rangerer helt deroppe med Art Spiegelmans “Maus” og Alan Moores “Watchmen”, og det er ikke en smiger, jeg let kaster omkring mig: Denne tegneserie er virkelig the shit i allermest skoldhede forstand. Dette garanterer jeg ved de 10 album, jeg indtil nu har læst.

Tyk og rig historie
Årsagen til TWDs ekstremt virkefulde historie er flersidig. Historien starter med Rick Grimes, som ønsker at finde sin familie derude i zombieblodbadet. Herefter tillægges et nyt lag: Hvordan kan man stole på andre overlevende? Og et lag mere: Hvordan finder man et sikkert sted at opholde sig, nu hvor verden er gået op i en højere nedtur? Hvordan påvirker det mennesker at se deres elskede vende til en blodtørstig og illoyal dræber? Sin datter, sin elskede, sine forældre? Hvad hvis man bliver nødt til at skyde dem – eller hugge hovedet af dem – for at redde sig selv? Og så er der naturligvis det endegyldige spørgsmål: Hvad er årsagen til zombiemarchen, og kan man gøre noget ved det?

Ubehagelig empati
Forfatteren til TWD, Robert Kirkman, har fingrene dybt nede i den menneskelige psyke; lige der, hvor fornuftig bliver til skingrende vanvid. Det er en hårfin balance, som hurtigt kan forskyde sig. I starten er historien naturligvis chokerende; de overlevende sidder rundt om et lejrbål, og pludselig bliver en af dem bidt i halsen af en zombie, som kommer ud af mørket.

Men efterhånden som den slags ting sker oftere og oftere, bliver man som læser lige så lammet og følelseskold som karaktererne i serien. Man ser, hvordan de lever og dør, og hvordan de overlevende udvikler sig fra at være velfungerende i den gamle verden (vores verden, hvor man betaler skat og går på fortovet) til at blive velfungerende i en nådesløs verden, hvor en dåse ananas kan være vigtigere end Menneskerettighederne. Man ser de sidste rester af genkendelig medmenneskelighed sive ud mellem fingrene på den stadigt mere invaliderede Rick Grimes, mens man undrer sig over, hvad man selv ville have gjort i hans sko.

Selvpineri
Som alle historier har TWD sider, som er svagere end andre. Figurerne kan virke lidt karikerede, når de kun får lov at overleve i 7-8 sider. Tegneren Charlie Adlard er ingen høg til at tegne kvinder; de kommer meget hurtigt til at ligne hinanden (men igen, når de alligevel hurtigt dør, går det nok). Det er nok lidt en drenge-tegneserie, for os som har læst “Robinson Crusoe” eller Jules Verne, og som kan lide ideen om at samle udstyr og bygge alting op fra grunden, mens man bekæmper fjenden.

The Walking Dead er ligesom en rokketand: Det gør ondt at røre ved den, men man kan alligevel ikke lade være. Da jeg engang for et årti siden købte min første John Steinbeck-roman, stod der på bagsiden en super kort anmeldelse af bogen: “Tænk at have John Steinbeck til gode!” På samme vis med The Walking Dead. Jeg misunder jer den rejse, I har til gode med Rick Grimes…

Praktisk info:
The Walking Dead er IKKE en tegneserie for børn. Jeg vil ikke engang anbefale at læse den, hvis du snart skal i seng.

Det nordlige Atlanterhav omkring år 1000 – lokal vikingetid.
Hvad er det, som er så fedt ved vikingerne og datidens soldater? Tja, noget af det handler om det ærlige brutalitet, som er med til at forme samfundet. En tand for en tand, blodgæld og mystiske riter. Hvilken testosteron-pumpet mand mærker ikke en kløen i sværdhånden ved den slags tanker…

I begge de to album jeg har læst, møder vi én-mandshæren. Nogen har jokket ham over tæerne. Måske er det bare verden, som er drejet i en retning, han ikke kunne snuppe. Måske blev han fanget på den forkerte fod, eller på den forkerte side. Nu er han alene, og må finde sig nogle allierede, som han kan dele sin byrde med. Krigeren har ikke hang til medlidenhedskvaler, men pløjer sig igennem den lokale milits og de små kongers fodtudser med største selvfølgelighed. Det er bare blod, og desuden stod de i vejen.

En ulden verden
Sideløbende møder vi den fiktive datids eksistenser, som gør hvad end der skal til, for at klare endnu en dag. Som du måske ved, var der ikke så meget varmt badevand og færre take-away steder dengang. Der var også mere ødemark. Den slags ødemark, hvor en mand rider ud på en hest, og aldrig kommer tilbage, fordi nogen mente, at han var i vejen. Verden er dog ikke rent sværd og blod. Der findes normer, traditioner og et guderige, som enhver forventes at forholde sig til. Alting skal gå op i en højere enhed.

Den største overraskelse i serien er sproget. Eder fandtes også på den tid, men her er de oversat til nutidig engelsk, og resultatet fungerer i langt de fleste tilfælde. Sven beder fx en modstander om at get the fuck down fra sin hest. Men også denne lille dialog fra albummets første kapitel viser fint stilen. Sven og hans mænd har netop erobret et andet skib…

Sven: Strip the bodies and divide up what you find.

Soldat: Yes, Lord.

Sven: And burn this shit-box of a boat.

Jeg kan alt med min pik!
En af de ekstrafede ting ved “Rejsen til Saturn”-filmen  er, at den er så godt markedsført. Man kan jo ikke andet end at elske de små virale godbidder, som jeg har omtalt i en anden blog. OG NU ER DER FLERE….yummmy. Igen er den ekstreme testosteronbombe Carl Mar på banen for at hjælpe med markedsføringen. Begge film er i vanlig stil med næsten stiv pik og håret tilbage. Den ene reklame er kort, men med pik. Den næste er lang, med pik, og kan ses herunder. Blandt andet indgår den udødelige sætning “Jeg kan alt med min pik“, hvorefter Carl Mar tager sit herskersværd og rører i kaffen. Heeee. Ja, man kan nogle andre ting på virale reklamer, end man kan på film! I reklamen får vi at vide, at der er en bonusfilm på DVD’en “Koks i kommentatorboksen”. Der er ikke meget egentlig info om, hvad det nu er for noget, men hvad – jeg er rigeligt tilfreds med hovedattraktionen.

DVD eller Blue ray?
Så er spørgsmålet bare om det skal være Blue Ray eller DVD. Jeg ejer ikke en Blue Ray afspiller, for den sags skyld heller ikke et HD-Fjernsyn, så den fornuftige og uforstående iagtager (oftest materialiseret i form af en kæreste) vil anbefale DVD’en, men for fanden da… Jeg vil jo ha’ en Blue Ray…jeg VIL….Så til pokker med om den kan ses eller ej, eller? Når jeg har fået den bliver jeg jo nødt til at få en Playstation 3, og så bliver jeg nødt til at få en masse fede games….sweeeeeet.

Jeg siger ikke noget…
Jeg har læst en del anmeldelser af Rejsen til Saturn og nogle var meget pæne, andre savnede en tættere kobling til tegneserien. Jeg synes det er en absolut topfilm. Filmens drengerøvshumor ramte mig perfekt. Jeg synes filmen følger tegneseriens oplæg fint, og på sin egen facon, så der aldrig bliver egentlig anledning til at holde de to op mod hinanden…perfekt og respektfuldt overfor det hellige forlæg!!! Filmen indeholder rigtigt mange fede detaljer, som bestemt ikke alle fattede. Der var fx. nogle herlige tilsvininger af dagens flygtningepolitik og terrorkrigen, som vi kun var to, der grinede højlydt af.

Tysk Porno – Echt Geil
Det er så herligt at tysk porno er et af de sjoveste momenter i Rejsen til Saturn. Jeg vil give juryens specialpris for dette. Jeg har fra gamle dage haft et helt specielt sted i hjertet for pornofilm på tysk. Alle ægte lystne fraser har ophav i den tyske sprogstamme – “Er setzen sich durch mit der Waffe des Männers” eller “Ich komme ich spritze” er blot ringe eksempler på det tyske orgie af sprogblomster. Tak!

Claus Deleuran – et vaskeægte geni
Jeg husker stadig den dag i 1996, jeg læste i avisen at Claus Deleuran var død. Jeg var dybt rystet og måtte læse det flere gange, før det rigtigt fes ind. Jeg oplevede meget klart, at dette var første gang jeg rigtigt havde været påvirket af at et menneske jeg ikke kendte var dødt. Jeg ved, der var rigtigt mange, som håbede på et nyt album i forlængelse af Pirelli & Firestone, når han blev færdig med det store Danmarkshistorie-projekt. Det var alt alt for tidligt og meget sørgeligt, for pokker, han blev kun 49 år. Claus Deleuran var et vaskeægte geni. Basta! “Rejsen til Saturn” er urimelig god og lavet med denne helt specielle finurlige, underdrevne og knviskarpe humor, Herr Deleuran mestrede.

Premiere og seje reklamer
Fredag d.26 september er en stor dag. Den nye animationsfilm “Rejsen til Saturn” har premiere. Jeg glæder mig til at se den. Jeg har ikke den store frygt for at filmen kommer til at tisse på det originale monument – Nok fordi den ikke vil prøve at ramme den oprindelige stil. Den skaber sin egen platform. Jeg gætter på, at det er et rigtigt godt valg. Jeg så nogle superfede virale reklamer for filmen, der underbygger mine antagelser: Se Carl Mar Møller, Mogens Glistrup, Ole Henriksen og Jørgen Leth udtale sig om filmen. Fedt! Under alle omstændigheder er det cool at “Rejsen til saturn” får en fortjent revival i medierne. Nok sagt!. Se den og læs den, dammit!!

Batman Gotham Knights kan købes hos Amazon.co.uk. Det er en samling af seks små anime tegnefilm kreeret af forskellige studier og instruktører. Det er velsagtens en slags teaser til Batman filmen, der er på vej. Lidt ligesom Animatrix kom sammen med Matrix reloaded. Der er et par ganske cool film på dvd’en, andre er ikke så interessante. Jeg er aldrig særlig vild med for meget ‘Yes Master Bruce’ og for meget kærlighed og den slags. Jeg vil se actionscener med Batman, og ikke for meget chit chat med Bruce Wayne. Lad os være ærlige, Bruce Wayne er, som alle andre virkelige identiteter, en temmelig kedelig spejderdrengsagtig tørvetriller. Den første film på samlingen er klart min favorit. Måske fordi den er produceret af det samme studie, som lavede den fremragende Tekkonkinkreet. Filmversionen af mangategneserien Black and White. Historien bliver fortalt på en fed måde, og der er samme fede streg. Den sidste historie er også en af mine favoritter. Den har en meget stilistisk fortolkning af Gotham City. Under alle omstændigheder er det fedt at se Batman figuren tegnet i seks forskellige interessante anime streger.

Den oprindelige tegneserie udkom i tre bind på engelsk, og de to første numre er vist udsolgte, men hos Amazon uk har de fået en ny samlet udgave, der indeholder alle tre bind. Jeg tror ikke, alle vil kunne li’ den deprimerende dystre tone historien har, og en fortælling om to hjemløse drenge, der tæver voksne mennesker, vil måske heller ikke tiltrække alle. Tegningerne er lidt naivistiske.. jeg synes den har stil, men sådan er jeg.