Netop hjemvendt fra Roskilde Festival i går aftes kl 22. Har siddet hele dagen på arbejde og kunne lige pludselig ikke rigtig finde ud af det længere. Jeg sad i onsdags og sprøjtede web-sider ud af ærmerne, og nu er det som om, de har lavet om på det hele, som om der er kommet nogen nye systemer for tingene i løbet af weekenden, som de ikke har fortalt mig om. Jeg håber det går bedre i morgen.
Anyways, Roskildeeee var for fedt. Jeg har haft en pause fra det i omkring ti år, fordi jeg pludselig blev for voksen og syntes, det var herreulækkert at rende rundt i en halv meter mudder, men da jeg på det seneste er begyndt at vende tilbage til at være en stor teenager, gav jeg det et shot igen, og det skuffede absolut ikke. At kunne stå i fuld offentlighed og urinere, drikke kolde fadøl og høre fed musik dagen lang, er nu en dejlig ting. For at starte med de vigtigste kropsfunktioner, så har de fået nogle nye smarte urinaler. En slags høj bås, hvor fire mænd kan stå i hvert sit hjørne vendende ind mod hinanden og lade vandet temmelig uset fra masserne, der vælter forbi. Jeg har ikke noget billede af disse nye ting, men det er et hit, helt sikkert. En jeg kender havde set en kvinde forsøge sig med det. Jeg er ikke sikker på, hvordan det gik, men hun må have haft nogle temmelig lange ben. Anyways, flere af dem Roskilde-arrangører tak. Der skal ikke være mere end ti meter imellem dem, da jeg er ved at blive en gammel mand og ikke gider gå så langt for at lade vandet.
OG NU til musikken. I har nok alle læst om Radiohead, Neil Young, The Streets, Jay z og alle de andre store navne, så jeg vil hellere koncentrere mig om nogle af de små acts, som jeg faldt over og kunne li af den ene eller anden grund. Noget af det første jeg så, hvor jeg måtte tænke ‘det var da godt nok satans’, var da jeg fredag formiddag med en del tømmermænd gik ind i et telt og så et band med tre medlemmer, hvoraf den ene, en ung pæn kvinde, spillede trommer og sang. Musikken var en blanding af slayer og bamse og kylling. Den unge kvinde, der går under navnet Anja Jacobsen, spillede de vildeste speedmetal trommer mens hun skreg ind i mikrofonen. Kirsten Ketsjer hedder bandet, og de er del af et dansk musikkollektiv, der hedder yoyo oyoy, der efter sigende skulle være internationalt anerkendte. At vi aldrig har hørt om dem i Danmark er en anden sag. Det er nok lidt meget artsy fartsy, og jeg ved ikke, om jeg ville sætte en plade på og høre hele dagen lang, men det var overraskende og cool på sin egen mærkelige måde. Begefter kom et andet band fra samme kollektiv, der var ligeså særpræget. Yoke & Yohs der ligeledes spillede en art trash metal, men på trommer og saxofon. Manden på saxofonen kunne få den til at lyde som en guitar, og han spillede det sygeste shit. Det hele var meget interessant og overraskende. Jeg måtte helt frem for at se disse særprægede interessante mennesker tæt på.
Klokken tre samme nat kom jeg lidt ved et tilfælde ind og høre Spleen United, og de var sku gode. Indtil da havde jeg kun hørt et par lidt poppede hits på radioen, men det viser sig, at de spiller noget herrecool elektro-agtigt musik. Jeg skal klart ha’ pladen. Jeg bliver dog bare nødt til lige at komme med min lille lomme-producer-agtige kommentar: Spleen United, Jeg tror det ville blive endnu federe, hvis I kom lidt distortion henover noget af det. Måske sangeren lissom kunne lyde som om han sang ind i en rusten tragt, og måske også lidt rust og skrald på et par af de elektroniske lyde. Lyden var lissom lidt for ren i det efter min smag Det tror jeg ville få det helt i top på min pladehylde… men sådan er jeg bare.
Lørdag aften fik jeg lokket min gode ven med ind og se Albertslund Terror Korps. Det var samtidig med Neil Young, og jeg er ikke helt sikker på, om jeg er blevet helt tilgivet endnu, men jeg synes selv, det var en fed oplevelse. Perker Tech bliver det kaldt og er vel en slags techno, men med sådan noget bollywood-agtigt dessi-beat og noget dancehall ind imellem og forskellige stemmer samplet ind over. Det fedeste var nok deres visuals. De kørte noget alien-tema og noget med forskellige temaer om dansk selvforståelse og bacon og den slags. Man skulle nok have været der, men det var fedt nok. Som på nummeret ‘I Danmark spiser vi svin’, hvor de havde lavet en hjemmelavet tegning af vores allesammens stryhns-mand, ham vikingen med skjoldet, og fik den mixet sammen med diverse billeder af svin og bacon og hagekors og fjollede mennesker alt sammen i skrigende farver.
Jeg må dog lige slutte af med den for mig største oplevelse, som var Chemical Brothers. Jeg ved godt, de har lavet noget ny musik på det seneste, men jeg har egentlig ikke rigtig dyrket dem siden Block Rocking beats for ti år siden, eller noget i den retning. De spillede på Orange Scene og havde en mega stor skærm i baggrunden der fyldte hele scenen ud. De spillede deres sædvanlige musik, mens der kørte de fedeste visuals på den store skærm. Alt muligt grafik, video og lysshows, der bare blev ved og ved og ved. Fuck hvor var det godt. Det var vist, hvad man kalder en storslået audiovisuel oplevelse. Sådan en ting, der kun kan opleves på en scene som Orange på Roskilde.
Alt hvad jeg kan sige er, at denne gamle mand kommer tilbage til næste år. Roskilde er sgu for fedt. Man kommer ind i den der rock n roll agtige fede stemning, og jeg håber ikke det bliver slidt af mig i den nærmeste tid. Der skal være lidt mere Roskilde ude i det virkelige liv. Der er selvfølgelig røv-ulækkert og folk pisser og brækker sig de mærkeligste steder, men kvinderne er lækre, øllerne er kolde og musikken spiller, så hvad venter vi på.
Billedet nedenunder er fra Santogold, der minder lidt om MIA, der meldte afbud. Det var fedt nok. Lidt dancehall og lidt af hvert. Der måtte måske godt have været lidt flere rigtige instrumenter med på scenen, men man kan jo nok ikke få det hele. Det er i hvert fald det eneste billede på min lille fedtede mobiltelefon, der er værd at kigge på.
