Det helt nye store

Jeg husker temmelig tydeligt dengang jeg var en lille knægt, og min bedste ven Thomas fik en Commodore 64 computer. Vi kunne sidde oppe på hans værelse og spille på den dagen lang, mens vi  åd citronmåner og drak Earl Grey te, indtil hans mor kaldte op, at nu skulle Thomas spise, og jeg skulle skride hjem. Når man skulle loade et spil satte man et kassettebånd i den tilhørende båndoptager, der efterfølgende ville udstøde nogle skrigende computer-hyle-toner. Det er den samme lyd man hører i tidlige tecknologi-fikserede science fiction film. Den lyder noget i retning af: dviiiiiidruuuuuuukriiiiiiidreeeeeeeekraaaaaaaa, og er sådan en rigtig computerlyd, som desværre er gået af mode i mellemtiden. Lydene var såmand blot data indspillet på magnetstribe-bånd, og det kunne oversættes af computeren og blive til forskellige spil, med små farvestrålende pixelerede mennesker, der rendte rundt i lige og diagonale linier på tv-skærmen og lavede forskellige simple opgaver. Til tider kunne spillet ikke blive loadet, da der af gode grunde er en del usikkerhedsmomenter i denne dataoverførselsform. I så tilfælde kunne man med en lille elektriker skruetrækker indstille tonehovedet ved at skrue nede i et lille hul. Fildeling dengang var også temmelig simpelt, da man bare kunne overspille båndene i en båndoptager. Der var ikke så meget fokus på kriminaliseringen af det dengang, da alle mennesker ‘overspillede’ – som vi kaldte det – bånd med mestendels musik men også computerspil.

Gammelt shit til dig
Jeg fik et gensyn med en Commodore64 da jeg sad og kiggede rundt på The Obsolute Technology Website. Dette fantastiske site indeholder historie, data, tech notes og ikke mindst billeder, af en lang række gamle maskiner fra computerens spæde barndom. Til min store ærgrelse mangler de dog en side om et for mig temmelig oplagt emne nemlig Sinclair ZX-Spectrum, der også var en af de helt tidlige massivt udbredte spil-maskiner. Den har dog en inaktiv plads i menuen…. så måske der er noget på vej???

5 tommers bærbart vidunder
En af mine ynglingsmaskiner må være Osborne 1′eren, der efter sigende er den første bærbare computer på markedet. Det er ikke en laptop, da den er lidt for stor til det, men den er bærbar, da den kan pakkes sammen og bæres omkring…. Den ligner noget som en lidt for udspacet 12 årig nørd har lavet ud af sin mors gamle symaskine, som en rekvisit til sin hjemmelavede science fiction film.

Så bliver det ike mere retro… hvis man selv var der altså
The obsolete Technology Website har også en afdeling med gamle computerreklamer. Blandt andet denne reklame for Texas Instrument 99.2′eren med vores allesammens tv hyggeonkel Bill Cosby. Så bliver det da ikke mere retroagtigt…. for helvede tjek lige mandens striksweater…

“Porn Manager” er nok det bedste mobilspil jeg har prøvet, og det er også blevet til en anmeldelse her på sitet. Da jeg opdagede at der var en toer, var det med en barnagtig juleaftensagtig forventning at jeg startede spillet… Første gang, hvor jeg i kort tid havde fingrene i spillet, var jeg ikke forelsket.  Nu har jeg langt om længe fået taget mig sammen og smidt kræet på mobilen igen og givet det en chance til, og ak & ve – Mit forhåndsindtryk holder desværre hele vejen. Spillet fortæller faktisk en bid af historien om, hvordan man ikke skal opføre sig som handkønsvæsen.

Eat her in the kitchen
“Porn Manager 2 – The Villa” er den fulde titel på Tyske Handy-games produkt fra 2007. Ja – det er squ’ lidt uaktuelt, men hwa’ fan’. Programmørerne bag spillet er helt sikkert blevet dygtigere og bruger flere af mulighederne i mobilen, men, som det ofte går, så har de glemt at lave et godt gameplay. Utroligt at forstå, når de havde et fantastisk forlæg i version 1. Hele ideen er at hovedpersonen Hugo Hafner nu er blevet oppe i årene og gemmer sig hjemme i sin utroligt store villa. “Playboy mansion” ville nok være mere ærligt overfor inspirationen, og lige så problematisk med copyright og den slags. Hugo skal få piger til at flytte ind i huset og for at få fat i de seje tøser, kræver det at han holder fester, inviterer pressen, spiser aftensmad med pigerne, køber nips til dem og sørger for at de altid har fået en ny kjole. Nogle piger, der dukker op til festerne, vil ikke flytte ind, fordi man ikke har nok andre piger med høj status boende. Et  sjovt moment er at pigerne får højere status, hvis man vælger  “Eat her in the kitchen” eller knalder dem i jacuzzien og klædeskabet.

Tag en Werters echte, lille ven
Det er bare kedeligt!. At Hugo har fået kaptajnkasket kan tilgives, hvis han havde et fedt game. Der, hvor det for alvor går galt, er at producenten helt har glemt, at man squ’ får stress af at slikke piger i røven for at holde dem glade. Og jeg tror næppe Hugh Hefner ville finde sig i piger, der hele tiden keder sig. Herr Hefner ville aldrig stå på hovedet for at please tøsebørnene, og konstant være nervøs for om kaninpigerne nu også har fået nok nyt tøj, og bliver snakket nok med. Det er bare ikke sexet. Man føler sig sig en gammel, semi-pædofil, som skal lokke piger med lidt håndlækre karameller og dertil huske at spise sin hjertemedicin. Det er rent faktisk et spil, som laver din mobiltelefon om til et avanceret torturredskab, der over tid vil afvikle enhver form for mandig vilje i kroppen på den uheldige gamer – hvilket i og for sig er rimeligt morsomt.

For tilbagevendende læsere kan det vist ikke være en overraskelse, at vi på Det Helt Nye Store har stor kærlighed til grønt slim, afrevne lemmer og fordærvede kroppe med en slags liv i. Vores nyeste mani er zombiespillet Left 4 Dead, som den gode Dr.Libero har beskrevet igen og igen.

L4D ved et tilfælde
Vi var for et par uger siden på vores ynglingsnetcafé LetsPlay sammen med et par 3D-specialister, hvor den egentlige plan var at spille Project Reality. Arrangementet faldt desværre sammen med udgivelsen af den nye Project Reality v. 0.85 , og de eneste i hele verden, der ikke havde opgraderet til den nye version, var tilsyneladende LetsPlay.. fair nok – når man tager i betragtning at det var undertegnede gruppe, der har tvunget dem til at presse de nødvendige 3-4 GB ind på deres system. Alligevel pissetræls, men vi prøvede så at spille Left 4 Dead med fire spillere. OMFG hvor det var fedt. Flere dage efter fik jeg at vide, at jeg havde skreget eder og forbandelser ud over netcafeen og højrøstet tryglet om hjælp fra de andre på holdet.

Jeg ska’ da ha’ noget…
Efter 6-7 timer foran skærmen var klokken blevet tre om natten, og vi mente alle, at vi var blevet grundigt vaccinerede mod zombiespil og vaklede hjem. Jeg fandt siden ud af, at jeg ikke var den eneste, der næste dag slog øjnene op for dernæst at tænke….”Hvor ville det være fedt liiiige at smadre et par zombier”. For øjeblikket prøver jeg at regne ud, hvornår jeg kan få samlet sammen til endnu en tur til zombieland….aaaarrrgggh…jeg ska’ da ha’ noget…for fanden, jeg ska’ da ha’ noget!!!.

Je har længe gået og ventet på, at spilfirmaet Steam ville udgive deres nye plaffe-spil Left 4 dead. Det kom for en måneds tid siden, og jeg har nu endelig, i min ellers så travle hverdag, fået lejlighed til at prøve dette nye fede spil. Jeg fandt en webcafe, Boomtown på axeltorv, der havde fået installeret det. Boomtown er fede fordi de har alle spil man kan forestille sig, og fordi der ikke går ged i deres computere så tit. Til gengæld er der HERREDYRT. De skulle skamme sig…. Jeg måtte betale 140 kroner for fem timers spil plus 1 1/2 liter cola….. JEg gentager… DE SKULLE SKAMME SIG. tsk tsk tsk. Til gengæld var spillet superfedt.

I spillet har man hold af fire medspillere, tre superseje rockertyper og en enkelt chick, der vist lidt ligner hende med den lækre røv fra Half Life. Man spiller så lissom sammen mod en masse zombier. Jeg fik hurtigt startet en lokal lan campaign, hvor der kom et par andre spillere på. Jeg kunne høre dem rundt omkring i lokalet, da de talte ind i intercommen. Selvfølgelig var jeg selv så lam, at jeg uden rigtig at vide det, havde min intercom slået til hele tiden. Min chef kom på et tidspunkt forbi, og jeg tog mine hovedtelefoner af, og sad og sludrede med ham, mens jeg spillede. Senere ringede en gut, og jeg sad og snakkede med ham, om en hjemmeside, jeg har lavet for ham. Alt dette, fandt jeg senere ud af, skulle mine stakkels medspillere sidde og høre på, mens de navigerede rundt i et mayhem af blod og rådnede indvolde…… stakkels mennesker…. jeg undskylder mange gange…. det var ultra noobet af mig….. og herrelamt.

Anyways, så er spillet superfedt. Det er virkelig lækkert lavet. God grafik og alle mulige fede detaljer…. Tillykke med det spiludviklere. Det har i sgu gjort godt. Blandt andet kan man ta sin shotgun og løbe helt hen til en zombie og plaffe ham i hovedet, så hans hovede exploderer i et orgie af splat og blod, der ryger til alle sider. Man skal ikke gøre meget andet i spillet end at løbe rundt og skyde til alle sider, og det er noget, jeg kan li. Der er tilrettelagt en rigtig god suspense, hvor man ofte lusker rundt…. og så pludselig, uden man aner det, kommer de en kæmpe horde zombier væltende frem mod dig.

‘Left 4 Dead’ er en klon af Counter Strike, og kan spilles i forskellige modes. Jeg spillede først ‘Campain’, hvor du er på et hold på fire, der kæmper sammen mod zombierne. Den anden mode, jeg prøvede hedder ‘Versus’. Her er der otte spillere med, fire overlevende og fire zombier. Det vil sige, at man også kan være zombie….. hvor sejt er det. Jeg havde godt hørt om det, og da jeg har en eller anden døds-zombie-fetichisme kørende skulle jeg da klart prøve det. Problemet med det er dog, at en zombie kun tager et eller to skud før den dør, så man skal være temmelig forsigtig. Følelsen af sejr bliver dog til gengæld så meget større, når det endelig lykkes at få fat på en overlever og tygge ham ihjel. Der er tre forskellige slags zombier man kan være. Én der har en lang underlig tunge, man kan slynge afsted og indfange mennesker, som man derefter kan trække til sig og paralysere, mens man mæsker sig i det søde menneskekød. En anden er en stor fed satan, der kaster en tyk stråle giftig galde op, og den tredie er en temmelig cool fætter der løber hurtigt rundt og springer i hovedet på overlevererne som han derefter kan tygge i, da de bliver paralyseret på en underlig måde, og ikke kan røre sig. Det er lidt sjovt at væære zombie, men man skal øve sig lidt i det, tror jeg, hvis man vil lykkes rigtig godt med det.

Alt i alt kan jeg klart anbefale spillet. Det er et helt straight shot-em-up spil, der kan spilles af de fleste uden det store kendskab. Min kæreste spillede med en time, og hun har aldrig prøvet den slags før, men kom hurtigt ind i gamet. En stor dag er oprunden for alle os zombie freaks – helt sikkert.

Okay okay okay suckers. Eftersom mine medskribenter på Det Helt Nye Store ikke kan få fingeren ud og skrive denne artikel om, at der nu er kommet en ny version af vores – for tiden – ynglingsspil Battlefield Project Reality, ser Lorenzo sig nu nødsaget til at viderebringe nyheden om, at mod’en nu er kommet i en ny federe, mere grafik-sej, coolere udgave, nemlig version 0.8. Spillet der forsøger at give en realistisk oplevelse af at være i rigtig krig som fodsoldat er nu blevet opgraderet. Husk at fortæl dine venner, at du hørte det først her på Det Helt Nye Store. Læg forøvrigt mærke til min seje overskrift, hvor der ikke står andet end bogstaver og tal (Jeg skrev kun det i parantesen for søgemaskinernes skyld). Jeg elsker at skrive den slags, det er sejt og teknisk på en herresej og herreteknisk måde.

Endnu mere underligt er det, at jeg skal skrive dette, fordi jeg er den mindst spilnørdede og dårligste gamer af os alle… Va har I gang i dudes… I hvert fald, her kommer anmeldelsen:

Vi spillede det for første gang i fredags, efter at have fået vores ynglingsnetcafe til at installere lortet på fire af deres maskiner. Jeg var meget træt efter en hektisk uge, hvor jeg har rendt rundt fra det ene job til det andet arrangement til det tredie event til det fjerde møde og så videre, og samtidig prøvet at se min nye kæreste hver aften ved 12-tiden og frem, men jeg var da bevidst nok til at konstatere, at vi her havde med en ny milepæl i Battlefield-sagaen at gøre. Grafikken er blevet endnu federe. Der er selvfølglig kommet nye våben, og desuden har de civile ulydige arabere fået nogle opgraderede temmelig seje molotov cocktails… og mobiltelefoner (prøvede det ikke, så jeg ved ikke helt præcist, hvad det går ud på). Der er også kommet et nyt twist af realisme, da det tager længere tid at sigte med sit gevær, og lægerne har fået en ny metode til at live op med – hjertemasssage. samtidig er de tidligere defilibratorer skiftet ud med sådan en adrenalin oplivnings sprøjte, som vi kender fra den notoriske scene i Pulp Fiction, hvor Vincent Vega stabber Uma Thurman i hjertet efter hun har OD’et. Grafikken er som sagt anderledes. Det er som om, der er kommet lidt mere form på tingene, og vandet er blevet meget mere realistisk at se på. SUPERCOOL. Vi var alle meget glade og nikkede samstemmende anerkendende af denne opgradering, mens vi lystigt slagtede et par amerikanske hunde med vores ak47′ere. Der er også kommet nye fede baner, hvor man i høj grad sniger sig rundt blandt huse eller i skove og krat på mere guerilla-agtig manér. Derved kommer der også flere af de tidspunkter, hvor man bare sidder og glor og venter på, at der dukker nogen fjender op, men det er også ok. Det er jo realisme, vi er ude efter ikke. En af banerne havde nogle gaffeltrucks, som vi fandt i en lagerhal. Én mand kan køre den og en anden sætter sig op på ladet, hvor han kan sidde og plaffe fjender ned. De kører faktisk temmelig hurtigt. Det var sjov. Men anyways, prøv det selv for helvede. Det er da for satan sjovere end at sidde og læse en eller anden middelmådig gammel fritidsgamers fortællinger om sine tågede stenede natlige spil oplevelser. Jeg ved egentlig ikke en skid om computerspil og sutter temmelig meget røv til det… så find selv på noget…. peace. over.