Myren: Tradition og Ære
Myrerne er et oldgammelt folk, langt ældre end romerne og svenskerne. De er ikke bare små sorte dimser, som kryber langs panelerne, nej; de har en agenda, og de går all in hver eneste dag.

Myrer opererer ud fra en devise om at stammen eller folket er det vigtigste, og individet er sekundært. De er virkeligt fanatiske i denne overbevisning, og det er komplet uhørt at tage disse tanker op til overvejelse.

Evner du ikke evner
Ligesom mennesket har myrerne udviklet sig i mange forskellige retninger. Men hvor mennesker ikke altid kan blive enige om hvilke karakteristika, som rent faktisk gør sig gældende (er grønlændere alkoholiserede eller ej? Er jøder nærige eller ej?) stiller myrerne sig anderledes an: Deres karakteristika forfines helt ekstremt.

Den tasmanske hoppemyre er en menneskedræber. Hvert år er dens killscore højere end edderkoppers, slangers, hvepses og hajers tilsammen. Den Syd- og Centralamerikanske kuglemyre har gennem myreflid opnået en flot førsteplads i Schmidts Stiksmerte Index. I det øjeblik den bider, gør det supernaller i 24 timer, og smerten aftager stort set ikke før til sidst. Det siges også, at den ikke angrer.

Katapultsæde indbygget i kraniet
Trods ovenstående kampevner, kan myren ikke altid vinde. Derfor har nogle myrer udviklet en særlig form for forsvar: Ved at åbne kæberne og derefter lukke dem igen med den største kraft målt i dyreriget (all in!!) skaber myren et sådan rekyl, at dens egen krop blev skudt i en vilkårlig retning, op til en halv meter væk. Forestil dig det: At bide dine tænder så hårdt sammen, at du flyver 50 meter væk. Respekt? Se selv her.

Andre myrer har lært en række småtricks, som fx at gå på vandet, at måle sin egen position efter Jordens magnetiske felt, eller at bygge en slags båd for at kolonisere øer. De kultiverer naturligvis også kvæg i form af bladlus, høster svampe i boet, og har opnået symbiose med en lang række planter. Alt det sædvanlige.

Myrerne udgør omkring 25% af jordens samlede animalske biomasse. Den eneste race, som kan måle sig med dette tal, er mennesket. Også med 25%…

Økologiske bananer fra Sydamerika
Hvordan kan bananer fra Sydamerika være økologiske, når de har rejst tværs over Jorden med olieudspyende tankskibe, været nedkølet i strømpumpende lagerhaller i Europa og smurt i plastikemballage? De ting annullerer økologien 56 gange!

Man kan ikke holde os idealister nede. Vi insisterer på at tænke tingene igennem. Vi nægter at lade os nøje, når spørgsmål står ubesvaret, eller når vi hører henvisninger til såkaldte autoriteter, som påstår at evig økonomisk vækst er lig med lykke. Hvis det ikke hænger sammen, er det bare ikke godt nok til at opdrage børn efter.

Jeg er forelsket i de modige
Nede på Sydfyn findes et sted, med det specielle navn Syltemae. Her har en gruppe idealister og aktivister skabt “Den Selvforsynende Landsby”, en slags landsbykollektiv, som tager udgangspunkt i permakulturelle principper.

Permakultur er the shit i skoldhedeste forstand. Landbrugsvarer skal produceres lokalt af lokale beboere, så man undgår unødvendig transport. Samtidig styrkes lokalsamfundets sammenknytning og mulighed for at forsørge sig selv. Energiforbruget skal skrues ned, da man anerkender afhængigheden og samhørigheden med naturen.

Selve navnet “Den Selvforsynende Landsby” er ikke så meget en konstatering; det er snarere et nær-ønskestadie. Selvfølgelig skal der ikke være en computerfabrik i hver by, bare for at undgå unødvendig transport, men det ville nu være bedre for miljøet, om vi kunne importere computere fra Sverige end fra et land bag horisonten – hvis kvaliteten ellers er den samme.

Ildsjæle uden dollartegn i øjnene
I Landsbyen bor et par, som udgiver Tidsskrift om Permakultur. Jeg har været abonnent på bladet siden jeg opdagede det for et års tid siden, og ser enormt meget frem til det kommende nummer. I tidligere numre har der været reportager fra folkene på frontlinjen, anmeldelser af bøger og videoer, henvisninger til kommende arrangementer – og måske vigtigst af alt, håb for fremtiden.

Mere information om Tidsskrift om Permakultur: http://levbaeredygtigt.dk/

Mere om Den Selvforsynende Landsby her: http://selvforsyning.dk/wordpress/

Som skribent ved et større dansk musikblad har jeg undertiden den fornøjelse at få tilsendt cd’er med nye kunstere, eller at overvære koncerter med anderledes acts og skæve opvarmningbands. Jeg husker ikke præcis hvad der skete, men en dag modtog jeg Agnes Obels Philharmonics. Jeg smed den i afspilleren og trykkede play.

Rent talent
Det var dagen, hvor jeg genvandt tiltroen til den danske musikscene. Jeg har simpelthen været ved at brække mig i årevis over Mew, Tina Dickow og Kashmir, som allesammen er blevet udråbt til de danske giganter. Mew rimer på “Piv”, Tina Dickows fake-engelske dialekt giver mig kuldegysninger langt op i røven, og Kashmir burde være omdøbt til Coldplay-Light for omkring 7 år siden. Alt det shit kan de pakke sammen og sende til Jupiter.

Og jeg gider slet ikke høre noget om hende Natasha, som døde. Man kan ikke engang kritisere hendes musik, for nu hvor hun er død, er hun ophøjet til en slags dansk musikhelgen, og al kritik er helligbrøde.

Jeg undgår bevidst ordet “X-Faktor” her
Alle Obels koncerter i Danmark har været udsolgte, men jeg slap ind til en af dem. Agnes Obel er bare noget helt andet. Det er modigt, det er smukt, det er autentisk, det er af en kvalitet, som normalt kun findes udenfor landets grænser.

Hvis du ikke allerede har skiven, så saml den op eller hør hende på nettet. Gør dig selv og landet en tjeneste: Stift bekendtskab med denne intense skønhed, denne fremtidens toneangivende musiker. Nu!

Mød en af de helt store: Pryor.
De fleste kulturforarmede danskere genkender Richard Pryor fra filmene Superman III eller See No Evil, Hear No Evil (på dansk Kan Du Høre Hvad Jeg ser). Hvis man graver en smule dybere, findes let en masse standup og en lang række shows, hvor Pryor viser en mindre familie-venlig side, ofte akkompagneret af ordene “nigger” og “motherfucker”. Her stråler Pryors sande talent og sender tankerne hen på hans livslange fan Eddie Murphy. Men hvor kom det talent fra?

Pryor er født i 1940 og ud af en større søskendeflok. Han voksede op blandt prostituerede, indbrudstyve og narkohandlere. Hans mor havde ikke styr på en skid, så han voksede op med sin bedstemor, som kørte et bordel. Som ung sort mand i Peoria, Illinois, i 50′erne og 60′erne, var der ikke mange fremtidsudsigter. Der var dog lyspunkter; blandt andet en skolelærer, som lod Pryor optræde for de andre elever.

I sine unge år havde Pryor succes med at efterligne Bill Cosby (kendt fra serien Cosby & Co.), som også lavede standup. Cosby sagde senere til både Pryor og Eddie Murphy, at de skulle tale pænt og lave god komik, da Cosby ønskede flere sorte forbilleder. Pryors baggrund gjorde tilgangen til bandeord lidt for let… og det hjalp ikke, at han mere eller mindre konstant røg eller sniffede et eller andet.

Det med kvinderne fik Pryor aldrig rigtig greb om. Han var gift 7 gange med 5 forskellige kvinder, og efterlod halvanden håndfulde børn, flere på gule plader.

Film og adgang til mainstream anerkendelse
Men Pryor havde endnu ikke fundet sin egen stil. Han tog sig selv i kraven og præsenterede sit nye materiale. For hver af de gamle fans som stod af, var der 4 som stod på. Legenden var en realitet.

Pryor fik adgang til filmverdenen efter at være medforfatter på filmhittet Blazing Saddles (på dansk Sheriffen Skyder På Det Hele). Han var blevet lovet en hovedrolle, som desværre ikke blev til noget.

Så snart det kom frem at Pryor var medforfatter, ringede telefonen dag og nat. Pryor lavede koncertfilm, som blev meget populære. En af hovedrollerne i Blazing Saddles var Gene Wilder (se billedet), som Pryor senere lavede 4 primært roste film med. Af disse må jeg absolut fremhæve Silver Streak (på dansk Chicago-Ekspressen) og Stir Crazy (To Tosser Bag Tremmer).

Vendepunkter omkring 1980
I årene omkring 1980 oplevede Pryor tre vigtige ting, som kom til at præge resten af hans liv. Efter en tur til Afrika i 1979, som åbnede hans øjne for de sortes oprindelige kultur, svor han aldrig at bruge ordet “nigger” igen. Han havde ellers lavet albummet That Nigger’s Crazy i 1974.

Pryor med Gene Wilder

Rødglødende?
En dag i 1980 sad Pryor i sit soveværelse og røg crack. I en narkotåge førte han samtaler med nulevende og afdøde personer, deriblandt Gud. I et anfald af selvretfærdighed hældte Pryor rom ud over sig selv, og tændte en lighter. Jeg gengiver her et citat fra “Pryor Convictions”:

“WHOOSH!”

Sådan lød det angiveligt, da Pryor stak i flammer. Medlemmer af Pryors familie strømmede ind i soveværelset for at hjælpe ham, men han sprang ud af vinduet, løb ned af indkørslen, ud på gaden og frem efter næsen. Efter nogle hundrede meter blev han stoppet af nogle strømere, blev slukket og sendt afsted i en ambulance. Men selv kraftige forbrændinger kunne ikke holde manden nede!

Sklerose og senere liv
I begyndelsen af 80′erne oplevede Pryor optakten til det, som skulle sende ham permanent til tælling: Multipel sklerose. Han oplevede det først som flimmer for øjnene og i sine ben, som ikke reagerede på ordrer, men senere begyndte han at falde omkuld og værre ting som gjorde, at han i 90′erne måtte sidde i rullestol. Det var et stort nederlag for ham at erkende, at han ikke længere kunne turnere med sin standup, fordi han simpelthen ikke havde energien.

Men som så mange andre, som ser døden i øjenene, oplevede han en slags åndelig opblomstring, hvor han langt om længe kunne værdsætte de ting, hver dag bragte.

I rullestol men stadig "a talking motherfucker!"

De sidste år, op til sin død i 2005, dedikerede Pryor først til at få ryddet ud i alle de snyltere, som havde hægtet sig på i årenes løb. Pryors (igen) kone Jennifer brændte meget for dyrevelfærd og gjorde ham til en del af det. Han blev opereret flere gange og var angiveligt ved at stille træskoene et par gang – og det er stadig muligt at se Pryors sidste indlæg på mandens egen hjemmeside, forfattet 10 dage før han døde… Det gjorde sgu ondt at læse, da jeg lige havde pløjet hans liv igennem.

Løft jeres glas for en led stodder, en kvindeforfører og bedrager af værste skuffe, og en aldeles gudsbenådet og anerkendt komiker i sin helt egen verdensklasse.

Tegneserien The Walking Dead (TWD) ligger til grund for den nye tv-serie, som du har læse mere om her. Efter min egen ydmyge mening er tegneserien en af de bedste, jeg nogensinde har læst. Den rangerer helt deroppe med Art Spiegelmans “Maus” og Alan Moores “Watchmen”, og det er ikke en smiger, jeg let kaster omkring mig: Denne tegneserie er virkelig the shit i allermest skoldhede forstand. Dette garanterer jeg ved de 10 album, jeg indtil nu har læst.

Tyk og rig historie
Årsagen til TWDs ekstremt virkefulde historie er flersidig. Historien starter med Rick Grimes, som ønsker at finde sin familie derude i zombieblodbadet. Herefter tillægges et nyt lag: Hvordan kan man stole på andre overlevende? Og et lag mere: Hvordan finder man et sikkert sted at opholde sig, nu hvor verden er gået op i en højere nedtur? Hvordan påvirker det mennesker at se deres elskede vende til en blodtørstig og illoyal dræber? Sin datter, sin elskede, sine forældre? Hvad hvis man bliver nødt til at skyde dem – eller hugge hovedet af dem – for at redde sig selv? Og så er der naturligvis det endegyldige spørgsmål: Hvad er årsagen til zombiemarchen, og kan man gøre noget ved det?

Ubehagelig empati
Forfatteren til TWD, Robert Kirkman, har fingrene dybt nede i den menneskelige psyke; lige der, hvor fornuftig bliver til skingrende vanvid. Det er en hårfin balance, som hurtigt kan forskyde sig. I starten er historien naturligvis chokerende; de overlevende sidder rundt om et lejrbål, og pludselig bliver en af dem bidt i halsen af en zombie, som kommer ud af mørket.

Men efterhånden som den slags ting sker oftere og oftere, bliver man som læser lige så lammet og følelseskold som karaktererne i serien. Man ser, hvordan de lever og dør, og hvordan de overlevende udvikler sig fra at være velfungerende i den gamle verden (vores verden, hvor man betaler skat og går på fortovet) til at blive velfungerende i en nådesløs verden, hvor en dåse ananas kan være vigtigere end Menneskerettighederne. Man ser de sidste rester af genkendelig medmenneskelighed sive ud mellem fingrene på den stadigt mere invaliderede Rick Grimes, mens man undrer sig over, hvad man selv ville have gjort i hans sko.

Selvpineri
Som alle historier har TWD sider, som er svagere end andre. Figurerne kan virke lidt karikerede, når de kun får lov at overleve i 7-8 sider. Tegneren Charlie Adlard er ingen høg til at tegne kvinder; de kommer meget hurtigt til at ligne hinanden (men igen, når de alligevel hurtigt dør, går det nok). Det er nok lidt en drenge-tegneserie, for os som har læst “Robinson Crusoe” eller Jules Verne, og som kan lide ideen om at samle udstyr og bygge alting op fra grunden, mens man bekæmper fjenden.

The Walking Dead er ligesom en rokketand: Det gør ondt at røre ved den, men man kan alligevel ikke lade være. Da jeg engang for et årti siden købte min første John Steinbeck-roman, stod der på bagsiden en super kort anmeldelse af bogen: “Tænk at have John Steinbeck til gode!” På samme vis med The Walking Dead. Jeg misunder jer den rejse, I har til gode med Rick Grimes…

Praktisk info:
The Walking Dead er IKKE en tegneserie for børn. Jeg vil ikke engang anbefale at læse den, hvis du snart skal i seng.

Det er ikke bare et vidundermiddel – det er også en livsstil, som du kan dyrke hele livet med utrolige resultater!

“Smerte” er en helt ny, men fremadstormenede psykologisk og terapeutisk retning. Aldrig før har så mange mennesker oplevet deres liv skride hastigt fremad mod en højere enhed, end siden “Smerte” blev lanceret!

Opskriften er simpel: Man tager sit liv, og bliver utilfreds med et eller andet. Fjernsynet går i stykker. Bukserne revner. Kæresten skælder ud. Cyklen eller bilen punkterer. Chefen irettesætter. Naboen opfører sig som en idiot. Samfundet er utilstrækkeligt, ideologerne lyver, op er ned, og ned er op! Det kan også være noget indre – fx hader man pludselig sit fjæs i spejlet om morgenen.

Og pludselig er livet utilfredsstillende – fordi livet gør ondt!

Hvor utroligt det end lyder, er “Smerte” i mange tilfælde den vigtigste årsag til, at folk går i gang med at forbedre deres liv. Folk ønsker at slippe væk fra “Smerte”. Talrige psykologer peger på, at de mennesker, som er utilfredse med livet, oftere end gennemsnittet ønsker at forbedre det! Og de, som er tilfredse med livet, har en tendens til at lade det fortsætte i samme spor!

Ja, utroligt men sandt! Så budskabet herfra er klart:

“Smerte” er ikke alene godt – “Smerte” er din ven!

The Dudesons startede med deres stunts og gags mens de gik i gymnasiet hjemme i Finland, og har efterfølgende lavet tv shows for finsk tv. Nu kommer deres Amerikanske udgave af showet, der sjovt nok hedder ‘The Dudesons in America’, på MTV Danmark. Den 8. august kl 23 skal du tænde, hvis du vil følge drengene.

The Dudesons bor på en gård ude på bøhlandet i Finland. De har en hankøns kælegris, der hedder Britney, de skider i et gammeldaws das (et hul i jorden), og både grisen og dasset er rekvisitter i diverse jokes og stunts (dog uden at grisen kommer til skade). De har en nabo, der var en sur stodder, da de var yngre, og de har derfor nu startet en nabokrig mod manden, som de nu kalder mr. Hitler, og der er ikke mange grænser for, hvad de kan finde på at udsætte den stakkels mand for.

The Dudesons udfører klassiske stunts såsom at lave halsbrækkende spring med biler, der flyver i tom luft over ting og sager, de springer bygninger i luften, starter ildebrande og chikanerer hinanden og andre på diverse overraskende og halsbrækkende måder.

Tjek det ud på mtv, men prøv også at se de finske udsendelser, hvis du kan finde dem.

Der er noget med at når os danskere skal ha det rigtig sjovt, skal vi ha en masse øl og høre et par crazy sange alle kan synge med på, mens vi står og svajer rundt med vores bedste ven nede foran scenen. Folk fra andre lande forstår højst sandsynligt ikke, hvad vi har gang i, men vi har det sjovt. Bolværket har forståelse for denne særegne kotume og musikere, publikum og personale havde en herlig aften, kan jeg vist roligt sige. Bolværkets koncerter er en fest alle kan komme med til. Der er ikke nogen der er for grimme eller lugter for meget til at blive lukket ind, og der bliver disket op med sange som for eksempel ‘De kendtes vicevært’, der handler om en vicevært, der er vicevært for nogle kendte mennesker. Selve viceværten sangen handler om, var endog med til koncerten og præsenterede selv sangen. Så bliver det da ikke mere autentisk. Jeg mener at vide, at navnet ‘Bolværket’ refererer til nogle gutter der sidder nede på bolværket (en havnekaj, hvis nogen skulle være i tvivl) med en guitar og synger nogle fællessange med en kølig pils i hånden, og jeg kan kun sige at navn, form, indhold og performance alt sammen går i fin tråd hånd i hånd. Bolværket er en totaloplevelse! Jeg kan ikke sige andet end: Tjek dem ud min ven. mens du endnu kan få billetter. De spiller forskellige steder, og koncerter skulle vist blive annonceret på Facebook og Twitter, selvom det ikke virker som om, at de opdaterer særlig tit. I mangel af videooptagelser fra selve koncerten kan du tjekke dem ud i det her klip fra youtube, hvor de spiller et par numre på tømmerflåden. God fornøjelse!

Red Interactive Agency
Sitet for internetfirmaet “Red Interactive Agency” bor på den meget geekede adresse http://ff0000.com – Inviede ved, at dette er koden for farven rød. Her har de bygget et website, som er en blanding af et ganske almindeligt site, man kan klikke sig rundt på, med en drømmeverden ovenpå. Her kan man bevæge sig rundt som en avatar i form af en papirfigur og møde andre mens man læser om firmaets bedrifter.

Uncle Bob, slagteren
Jeg har besøgt ff0000.com en hel del gange som en slagter med navnet “Uncle Bob”. Jeg snakker med bastante damer i balkjoler, beskedne frøkener i højhalsede sorte kjoledragter, admiraler og politifolk. Jeg får lyst til at tale pænt, hvilket kan føles meget mærkeligt.

Drømmeland
Sitet er intet mindre end fremragende flot lavet. Man kan vandre rundt i landskabet eller tage sig en flyvetur op mellem skyerne, hvis man har lyst. Grafikken er “state of the art”, og den store indsats skaber en helt unik stemning og oplevelse…sejt!

[Stor udgave]

Klemte tæer og orange laces
Mine nye sneakers lever fuldt op til Nikes specielle brand for klemte tæer, til gengæld får man en trøstepræmie med et extra par orange snørrebånd, som jeg bruger lige nu. Det er de fedeste sko, jeg har set siden mine blå Supra sneakers stadig var blå!