Det helt nye store

Jeg hører til dem, der ikke har lyst til at slå ihjel i virkeligheden, og fik nok af at lege røvere og soldater efter en uges erhvervspraktik i forsvaret for længe siden. Jeg er alligevel fascineret af krigsmaskinen og dens redskaber. (Jeg fik dog nok for en længere periode, da jeg så videoen fra Wiki Leaks med de amerikanske soldaters tilsyneladende mord på en flok civile). Men da mine gamingpushere havde et nyt fix til mig, trak jeg gerne op i ærmet og snoede gummislangen om armen og tog en orn’li injektion af BattleField: Bad company 2 – multiplayer. Jeg tror jeg er hooked. Det her var dælanmig godt.

Alt kan smadres
Bad company 2 er bygget på Crysis-grafikmotoren, og milde himmel, hvor det spillede. Der er skruet på så mange knapper, for at få den rigtige krigszoneoplevelse frem. Bygninger, træer og meget andet kan smadres. Jeg oplevelede at sidde på første sal i et hus og skyde ned på fjenden, der ikke rigtigt kan trænge frem. Jeg vendte mig rundt for at tjekke trappen, det næste der sker er et stort brag, der lammer hørelsen, og da jeg vender mig om, er facaden på huset sprængt væk, og jeg står nærmest nøgen og stirrer ned i løbene på en masse maskinpistoler….sejt.

Lyd, lys, støv, tåge
Hele oplevelsen er så fed. Lyden er fænomenal. Der benyttes skiftende lyskontraster i stor stil. Hvis man har været inde i en bygning går der lidt tid, før øjnene har vænnet sig til sollyset udenfor. Udsynet er sløret i kanterne, hvis man løber eller noget voldsomt sker. Der er støv i luften, som vinden fejer rundt, så udsynet som sniper er ikke hele tiden godt. Det er så skidefedt og godt lavet, at jeg går overvejer det dummeste jeg overhovedet kunne gøre: Få fat i en PC hjemtil, der kan køre spillet…ak

Facebook

Delicious