Donkey Kong live-drama

13. april 2009 af Parry 'Allnight' Hotter

Jeg husker stadig fornemmelsen af at gå ind i BIO5’s spillehal i Aalborg, da jeg var 13 år. Der var en lang gang, hvor det skiftede fra højlys dag til et dunkelt mørke. Luften varm og fugtig. Jo længere man gik ned af gangen, jo tydeligere blev lyden af arcade-maskinerne. Alle de klassiske temaer og spillyde, rørt sammen i et stort skønt mix. BIO5 var Aalborg største spillehal, og jeg har smidt mange en-krone-par i de sultne maskiner. Det var vist et værre balladested, hvor der blev solgt hash og andet skidt, men jeg tænkte ikke så meget på den slags. Jeg var kun interesseret i at få prøvet Pacman (stod lige inden for døren til venstre) og se om jeg kunne smadre dødsstjernen i det fantastiske Star Wars-spil, der var lavet med vektor-grafik, og havde ægte tale (“use the force, Luke”…etc).

Jeg prøver desperat at fastholde dette gamle utopia. Jeg så Kult-classic-arcade-gaming-filmen “The King of Kong – a fistfull of dollars” sidste sommer. Den bragte liv til hele den gamle verden, og jeg skrev også et indlæg om den. Filmen handler om den dødsensalvorlige rivaliseringen mellem Steve Wiebe og Billy Mitchell om verdens højeste score i Donkey Kong. Det var så feeedt!… og nu er der nyheder.

Jeg tjekker ind imellem nyheder og highscores på Twin Galaxies, og fik pulsen målbart hævet, da jeg så nyheden om at Steve Wiebe, i direkte TV, vil prøve at slå Billy Mitchells verdensrekord på 1.050.200 points. Showet løber af staben på E3 Expo, d. 2. juni 2009 i L.A Convention Center og transmitteres på G4 Network. Det er fristende at samle nogle rødder og en masse dåseøl, og se om det lykkes mr. Wiebe at smadre “Hot Sauce”-kongen mr. Mitchell denne gang….han skal jo kun forbedre sin egen rekord med mere end 900 points for at vinde!. Han har uden held forsøgt en del gange siden filmen, men det kunne stadig være sjov at se. Man kunne også tage en tur til USA, men helt ærligt – jeg tror ikke min lyst er så stor, at den inkluderer irisscanning, fingeraftryksundersøgelse og sikkert også rektalundersøgelser ved USA’s grænsekontrol af en eller anden bidsk og terrorist-paranoid “Hill Billy”-panser. (Shit…nu slipper jeg helt sikkert aldrig ind!, undskyld Echelon)

Min egen Donkey Kong-rekord er lige omkring 42.000, og er desværre ikke udført på et godkendt motherboard med korrekt dip switch-konfiguration, men på en sølle PC-emulator. Jeg husker et af Steve Wiebe’s rekordforsøg, hvor han mistede første liv ved omkring 1/2 million points. Det er så cool. Han er den sejeste nørd.

Steve Wiebe : 1.049.200 points i Donkey Kong, 900 points fra rekorden

Tags: ,

Facebook  Delicious Delicious

11 svar til “Donkey Kong live-drama”

  1. Leoparddrengen siger:

    Ville godt nok være stygt at ryge ud på et par skide tønder der vælter ned af de forkerte stiger på første bane… men det sker vel trods alt ikke.

  2. Søren Sprogø siger:

    Hmmm, god ide at lave en lille event ud af rekordforsøget.

    Forøvrigt, skulle du nogensinde forvilde dig til det midtjyske, så ka’ jeg varmt anbefale et smut i SpilMuseumet:
    http://www.spilmuseet.dk/

    Men sørg for at have 2-kroner med. MASSER af 2-kroner! :-)

  3. Dr. Agge siger:

    Dr. Agge er af den mening, at enhver gamer med et gran af selvrespekt har fået over 50k i Donkey Kong.

    Ydermere kan Dr. Agge oplyse, at Steve Wiebe ved flere begivenheder har forsøgt at fravriste rekorden fra Mitchell’s klamme hånd. Til MIX08 opnåede han i første forsøg en score på 929.800 point og enhver Donkey Kong-gamers våde drøm, Kill Screen! Senest i slutningen af 2008 scorede Steve Wiebe 1.000.200 point ved E for All Expo, hvilket var blot anden gang at der blev scoret over en million foran et publikum.

    Dr. Agge gnider sine små hænder i forventning…

  4. Parry 'Allnight' Hotter siger:

    @Leoparddrengen
    Steve Wiebe er proff – han har udviklet en teknik til at få tønderne til at ryge ned af en bestemt stige ved hurtigt at rykke joysticket i retning af en stigen, netop som en tønde passerer den. Det er noobs som mig, der får tønder i skalden konstant.

    @Søren
    Lyder squ’ lækkert. Jeg kender faktisk nogen i Ikast…det bliver et svært valg næste gang der skal besøges ude på heden….spilmuseum?…gamle venner?….hmmm…spilmuseum!…yessir!!!!!

    @Dr. Agge
    Jeg er desværrre enig. 50K er et godt mål. Det betyder at man har været på alle de baner, der er i spillet…ak, jeg må til tasterne. Kill Screen er min næste mål.

    Til orientering for folk, der ikke går absurd meget op i Donkey Kong og en andre classic arcade games, så er Kill Screen en fejltilstand, som nogle af de gamle spil ender med, når man når langt i spillet. Der kan være mange grunde til at denne tilstand opstår. Programmeringsfejl, som opstår, da man fx. ikke havde forventet, at nogen ville nå et højt antal baner, eller systemet kan ganske enkelt løbe tør for hukommelse. Antallet af baner der kan gennemføres i Donkey Kong har et loft, der hænger sammen med den algoritme, der udregner tiden pr. bane. Den kikser ved en 8bit integer, der flipper til 0 ved 256. Det er måske en af de største ting, der kan opnåes inden for classic arcade gaming at opnå Kill Screen i Donkey Kong. Kun ganske få personer har gjort det.

  5. Erna siger:

    @Parry

    Ren nørderi og sort snak for mig … *Lola vil også lege med*

  6. Parry 'Allnight' Hotter siger:

    @Erna
    Computernørderi er en himmelsk afsonderet tilværelse fjernt fra virkeligheden og postfeministiske skokøb ;-)

  7. Erna siger:

    @Parry

    Man kan sagtens være til både postfeministisk skokøb og meget andet sjovere. Men lige computerspil… suk – Jeg spiller jo WOW, men efter lvl 23 forsvinder tålmodigheden, og så er der livsfare for både mennesker og computere rundtomkring :)

    Min Personlige favorit er dog Mario Bross. 3 :) – jeg havde også en autistisk kusine, som kunne gennemføre alle de umulige baner for mig :)

  8. Parry 'Allnight' Hotter siger:

    @Erna
    Årh ja…Jeg opfatter bestemt heller ikke mig selv som fuldtids-nørd. Vi er fx. nogen her på sitet, der har det med at glo ret meget på hinandens sko….det opfatter jeg dog absolut IKKKKKE som et postfeministisk træk. Hvis det skal have et prædikat, så må det nærmest være noget metroseksuelt ballade…øv, og føj, jeg plejer at afsky det udtryk :-)

    Jeg har i øvrigt aldrig spillet WOW, selvom jeg er en sucker for fantasy-games. Jeg er ikke så meget for det der med den faste betaling, tror jeg. Det er ret så irrationelt, når man tænker på, at man ender med at bruge så sygt meget tid på det.

  9. Erna siger:

    @Parry

    Du er jo ironisk! – Det må man ikke være med mig, jeg er ikke fuldblodsironiker, er kun på oplæringsstadiet, og fatter det kun til tider.

    WOW er fedt, selvom man skal betale for det. Tror, at det er en ond cirkel Blizzard har udtænkt; Når man er hooked, så betaler, fordi man bare skal spille. Når man så endelig er ved at falde af, bliver man ved med at spille, “for nu har man jo betalt”.

  10. Parry 'Allnight' Hotter siger:

    Jeg ved egentligt godt, at ironi fungerer rigtigt skidt på sådanne medier, men jeg falder tit i gryden alligevel :-/

    Det lyder som en god strategi. Der er så sindsygt mange penge for Blizzard i at holde på brugerne. Der er over 11 millioner brugere, som betaler ca. 75 kr. pr. måned. Det nærmer sig en milliard pr. måned….wow!

  11. Erna siger:

    HøHøHø – wow :)

    Ja det er en meget god deal for dem. Jeg ville takke ja, hvis jeg blev spurgt, om jeg ville tage en lille procentdel (tænk alle de sko man kunne købe :P).

    Tja om det er det her medie eller RL, så fatter jeg det bare ikke. Er ikke vokset op med ironi på samme måde som danskere er. Husk jeg er jo en lille fin perle :)
    Selvom jeg prøver at møve mig ind.

Skriv en kommentar

CAPTCHA Billede CAPTCHA Lyd
Opdatér Billede