Det helt nye store

Flere medlemmer af redaktionen er lidt glade for Fagget Fairys. Dette potente act bestående af to kvinder, der mixer og synger om lesbisk kærlighed i nummeret Feed The Horse, er da ved gud noget af det friskeste, der længe er sket her i lille Danmark. Jeg havde den store fornøjelse i fredags at deltage i en klub-aften på Store Vega i København, hvor Fagget Fairys optrådte sammen med andre fede acts som Lucy Love, Girl Talk og nogle d-jays, jeg ikke kender navnene på. Girl Talk var vist hovednavnet, men kom på så sent, at jeg allerede var smuttet hjem for at putte. Det var dog mest Fagget Fairys og Lucy Love, jeg var kommet for at høre, så det var fint nok det hele.

Da jeg og min kæreste entrerede Vegas store sal, hvor vi utallige gange har hørt diverse koncerter kunne vi ikke rigtig kende stedet igen. Der var placeret en mixerpult midt i rummet, og lavet trapper op til scenen, så man kunne sidde og stå deroppe og kigge ned på scenen, der nu var midt i lokalet. Dette resulterede i at der blev dannet et menneskehav der lissom gik ned i en dal mod djs’ene og sangerne. Supercool setup.

Det var i det hele taget en temmelig fremragende aften. Vi var begge trætte efter en hård dags arbejde, hvilket de dovne studerende, der mestendels deltog, jo nok ikke rigtig kunne forstå. De små børn ved jo ikke, hvem det er der tjener ind og betaler skat, så de kan få deres SU jo. Men nok om det. Vi friskede hurtigt op, da vi kom ud på dansegulvet og fyrede et par af vores fede moves af.

Fagget Fairys spillede et par andre numre fra deres kommende plade, hvilket var noget temmelig andet end det lidt humoristiske Feed The Horse….. men meget federe i mine ører. Super lækkert hardcore elektro shit af den sejeste skuffe. Feed the Horse er helt sikkert et fedt nummer, men der er måske lidt lige lovlig meget spas og p3’s uundgåeligt over det. Anerwajs så glæder jeg mig rigtig meget til pladen kommer, da du har noget godt i vente, hvis du er elektro freak. Den skulle vist udkomme den 30. marts.

Sættet bestod, ud over et par af deres egne numre, også af en række hårde dansevenlige remixes af blandt andet Bikstok Røgsystem og P diddys ‘Bad Boy For Life’. Det var SUPERFEDT, og super sjovt.

Lucy Love der spillede inden Fagget Fairies har du måske også hørt om. Hun er cool. Det er også meget elektro og så er det grime, den engelske hip hop agtige musik stil, hun tager op på helt fremragende maner. Jeg smuttede ud og købte hendes nye plade i går, og jeg ka li den. Jeg har længe været både grime og elektro fanatiker, så jeg er glad. Anyways om et par dage, den 30. kan Fagget Fairys pladen købes. Vi ses i køen foran Fona… Helt Sikkert…

Så er det tid til at kigge lidt på nogen nye sneaks. Foråret er på vej, og de skarpe stråler afslører skidt og slid, så det må være på sin plads at komme med en lille personlig hjælpepakke til den slunkne verdensøkonomi. Jeg selv er blevet forment at købe nyt tøj af min kæreste, der er mere end almindeligt bekymret for mine shopaholic-tendenser. Hun har sat stolen for døren, og vil kun flytte sammen med mig, hvis jeg konverterer min kassekredit til et lån og betaler pengene tilbage…. og… snøft… hvis jeg ikke køber nyt tøj det næste halve år, eller noget i den retning. Inden denne urimelige straf blev udmålt, fik jeg tiltusket mig lov til at købe par nye hvide Supra Skytops og en ny computertaske. Men selvom man ikke kan købe kan man jo altid kigge… selvom hun faktisk også har forment mig adgang overhovedet at kigge på nyt tøj, fordi hun tror, at det vil friste mig. Det er godt nok trist, at det skulle komme dertil, at jeg skal finde mig i at komme under tøflen på den måde, men hvad gør man ikke… anyways så kigger jeg bare alligevel… så ta’ den diktator-kvinde…..

Da jeg så – ‘ulovligt’ – sad og kiggede lidt på mit foretrukne tøj-website i dag, fandt jeg så de perfekte sneaks… ikke til mig, men til hende. Det er også Supra skytops, men i den grad mere friske og frække end mine standard hvide af slagsen. Det er vist en ny model fra kongerne af high tops… Tjerk dem ud: Chad Muska Pro skytops med magenta leopard striber……Nastyyy shit. Jeg ved ikke om min ’shopping ban’ også gælder gaver til kvinden selv, men jeg kan jo finde ud af det… måske jeg får lov… hvis jeg måske smider et par blow jobs med i hatten… jeg ved det ikke… men det er vel værd et forsøg.

Anyways så var der selvfølgelig også en del ting, jeg selv gerne ville have, blandt andet denne trøje fra Crooks and Castles og egentlig også denne kække røde skjorte, men jeg må jo ikke. argghhh…. Læg forøvrigt mærke til, hvilken patetisk shopaholic jeg i virkeligheden er…. Jeg må ikke købe, men så sidder jeg her og skriver blogs om alle de ting, jeg gerne ville købe…. hvis ellers jeg måtte. tsk tsk tsk. Håber ikke min kæreste læser det her, for så falder der da brænde i aften.

Jeg bruger som regel lang tid på at købe gaver. Det er bestemt ikke fordi jeg elsker at lede og finde på….Det er fucking svært, og mit elendige hovede er som regel ved at falde af under vejs af overtryk og pinsel.

Den anden dag var i top. Jeg skulle jeg naturligvis købe en gave, og faldt ved et tilfælde over den helt perfekte dims:  Zombie Pets.  Små søde kæledyr. Pakken indeholdt  både hund, papegøje, fisk, kat og naturligvis kanin – alle i herlig zombieudgave.  Døm selv. Jeg er for første gang nogensinde glad for den tykke, topsikrede plastik, der adskilte mig fra den alvorlige smittefare, mens de var i min varetægt. Sagen kan erhverves i en halvkælderagtig forretning på højre side af Istedgade ikke så langt fra Enghave plads på vej ned mod hovedbanen, Cph.V

Jeg har altså en svaghed for folk, der går imod strømmen. Jeg bliver så inderligt glad over at opleve mennesker, der virkeligt lever, og samtidigt har lyst til at dele ud af deres overflod til højre og venstre. Den overståede weekend var pænt crazy, og bragte sager til torvs, der efterlod mig forundret og betaget…fedt!

I lørdags var jeg en tur i byen med en kammerat, som havde lovet at vise mig “Karriere” – restaurant og cocktail bar og et af Københavns nyeste hotte steder. Stedet har lækker adresse på Flæsketorvet, og er noget af et eksperiement i lys og installationskunst. Interiøeret er vildt sejt med de oprindelige hvide fliser fra en grum slagtehusfortid, og nye operationsagtige lamper med grønt og rødt lys af Olafur Eliasson. Virkeligt et karismatisk sted. Jeg tror desværre vi kom på en forkert aften, for stedet havde en stemning af “same same”, og popmusikken drønede afsted, mens mojitoer blev kastet over disken til den scorelystne hob. Jeg kommer igen, når temaet er dunkende techno eller punk – Rammerne og musikken vil helt sikkert flyde sammen i en højere enhed….bbzzzzz…Vi måtte videre..

Det, jeg egenligt ville fortælle, var at vi endte på Amigo-bar. Stedet er et traditionelt tilholdssted for homoseksuelle og alle mulige festlige eksistenser. Stemningen er stort set altid i verdensklasse, og denne aften var ingen undtagelse. Klokken var henad 1:am, og der var ikke mange på Amigo. Vi havde det utrolige held at støde ind i en skøn prinsesse fra 1920′erne med næsten ægte vampyrbid, og hendes smukke veninde, der tilsammen var en eksplosion af ballade. Det viste sig at vores prinsesse og veninde sad og ventede på noget. De ventede på Leoparddrengen. Denne Leoparddreng havde vistnok via sin blog fortalt tøserne, at han ville komme senere denne nat, og vi ventede pludseligt alle i spændning.

Folk begyndte at vælte ind, og døddrukne sømænd måtte kastes overbord. Pludseligt stod han der…Leoparddrengen. Midt på dansegulvet med hvide sneakers, og en tætsiddende leopardtrickot fra fødder til fingerspidser og hals med en 20 cm lang hale lige i potten. Fantastisk!. Og så gav Leoparddrengen den gas. Det vildeste solodanseshow i en hurtig, balanceret stil, som ikke kunne andet end påkalde sig klapsalver. Jeg har indtryk af, at kattedyret fik en hård nat med at danse pigerne trætte.

Jeg synes det er så fedt, at nogen tør udstille sig selv, og skide på normer og rammer og andet BS og bare gi’ den gas. Kære Leoparddreng, du er coolness galore! Keep on truckin’!

Ja, min makker tog squ’ et billede… Jeg undskylder den ubeskriveligt ringe kvalitet

Jeg husker temmelig tydeligt dengang jeg var en lille knægt, og min bedste ven Thomas fik en Commodore 64 computer. Vi kunne sidde oppe på hans værelse og spille på den dagen lang, mens vi  åd citronmåner og drak Earl Grey te, indtil hans mor kaldte op, at nu skulle Thomas spise, og jeg skulle skride hjem. Når man skulle loade et spil satte man et kassettebånd i den tilhørende båndoptager, der efterfølgende ville udstøde nogle skrigende computer-hyle-toner. Det er den samme lyd man hører i tidlige tecknologi-fikserede science fiction film. Den lyder noget i retning af: dviiiiiidruuuuuuukriiiiiiidreeeeeeeekraaaaaaaa, og er sådan en rigtig computerlyd, som desværre er gået af mode i mellemtiden. Lydene var såmand blot data indspillet på magnetstribe-bånd, og det kunne oversættes af computeren og blive til forskellige spil, med små farvestrålende pixelerede mennesker, der rendte rundt i lige og diagonale linier på tv-skærmen og lavede forskellige simple opgaver. Til tider kunne spillet ikke blive loadet, da der af gode grunde er en del usikkerhedsmomenter i denne dataoverførselsform. I så tilfælde kunne man med en lille elektriker skruetrækker indstille tonehovedet ved at skrue nede i et lille hul. Fildeling dengang var også temmelig simpelt, da man bare kunne overspille båndene i en båndoptager. Der var ikke så meget fokus på kriminaliseringen af det dengang, da alle mennesker ‘overspillede’ – som vi kaldte det – bånd med mestendels musik men også computerspil.

Gammelt shit til dig
Jeg fik et gensyn med en Commodore64 da jeg sad og kiggede rundt på The Obsolute Technology Website. Dette fantastiske site indeholder historie, data, tech notes og ikke mindst billeder, af en lang række gamle maskiner fra computerens spæde barndom. Til min store ærgrelse mangler de dog en side om et for mig temmelig oplagt emne nemlig Sinclair ZX-Spectrum, der også var en af de helt tidlige massivt udbredte spil-maskiner. Den har dog en inaktiv plads i menuen…. så måske der er noget på vej???

5 tommers bærbart vidunder
En af mine ynglingsmaskiner må være Osborne 1′eren, der efter sigende er den første bærbare computer på markedet. Det er ikke en laptop, da den er lidt for stor til det, men den er bærbar, da den kan pakkes sammen og bæres omkring…. Den ligner noget som en lidt for udspacet 12 årig nørd har lavet ud af sin mors gamle symaskine, som en rekvisit til sin hjemmelavede science fiction film.

Så bliver det ike mere retro… hvis man selv var der altså
The obsolete Technology Website har også en afdeling med gamle computerreklamer. Blandt andet denne reklame for Texas Instrument 99.2′eren med vores allesammens tv hyggeonkel Bill Cosby. Så bliver det da ikke mere retroagtigt…. for helvede tjek lige mandens striksweater…