Det helt nye store

Jeg er ind imellem ved at blive vanvittig af at jeg bruger den største del af min vågne tid på at have med virtuelle dimser & dippedutter at gøre. Jeg savner at have et ægte synligt produkt af mit arbejde i hånden. Jeg har for længe siden besluttet mig til at reinkarnere som håndværker. Sølvsmed lyder cool, men også tømrer eller smed ville være sejt. Jeg drømmer om at svejse jern så det fyger med gnister, lave min egen ringbrynje, smede et sværd og redde prinsessen fra Lindormen. Eeeeeh… Men jeg har ikke tænkt mig at fucke min tilværelse op, og der skal bestemt ikke reinkarneres endnu.

Min seneste oplevelse af det helt store i den lille skala er at der ligger mindst en bærepose livskvalitet gemt væk i at lære at slibe en kniv fra at være en sløv metalpind til at være et veritabelt mordinstrument. Jeg har efter mange års mislykkede forsøg lært, hvordan en kniv slibes. Jeg har fået det primale knivsslibnings-duelighedstegn. Det føles helt rigtigt, og jeg er blevet tilfreds med mit køkken på et helt nyt plan: Jeg har knive, der er så skarpe at de fjerner mine fingerspidser, hvis jeg snitter forkert og sprætter tomater op med en skalpels præcision. Jeg har ikke tænkt mig at beskrive hvordan det gøres, for det kan jeg ikke, men jeg kan give et par sandheder:

• Slibestenen er min nye bedste ven.
• Efter slibestenen fjernes graten på kniven med et strygestål….hvilket er det eneste jeg kan bruge et strygestål til. Nu er kniven forvandlet til den ultimative form for stål: En klinge der kan synke gennem organisk materiale ved egen vægt og ganske let bevægelse.
• Alle automatiske slibeinstrumenter er et surrogat for den ægte oplevelse. Det er synd for dig og din kniv.

Facebook

Delicious