Det helt nye store

Jeg er pænt syg med tegneserier. Jeg er vokset op med de udødelige klassikere Asterix, Tintin, Splint & Co. og Vakse Viggo. I de seneste år har det mest været superheltserier, der har været the shit for mig. Jeg blev vild med den industrielle superheltstil i The Darkness og Witchblade, og den moderne, mørke Batman styrer festen efter alt for mange år som mors dreng. Kapow! Men trods de senere års interesse er mine klenodier stadig: “Balladen om det fordømte hav” med Hugo Pratts Corto Maltese, i den superfede sort/hvide udgave fra 1977…oooooh yeees, mama! OG mit absolut bedste album: et sjette oplag af “Rejsen til Saturn” af Claus Deleuran. Denne fortrinlige tegner og historiefortæller har lavet en række fantastiske albums, hvor det ene topper det andet. “Rejsen til Saturn” er efter min mening det mest helstøbte og bedst fortalte album af dem alle.

Claus Deleuran – et vaskeægte geni
Jeg husker stadig den dag i 1996, jeg læste i avisen at Claus Deleuran var død. Jeg var dybt rystet og måtte læse det flere gange, før det rigtigt fes ind. Jeg oplevede meget klart, at dette var første gang jeg rigtigt havde været påvirket af at et menneske jeg ikke kendte var dødt. Jeg ved, der var rigtigt mange, som håbede på et nyt album i forlængelse af Pirelli & Firestone, når han blev færdig med det store Danmarkshistorie-projekt. Det var alt alt for tidligt og meget sørgeligt, for pokker, han blev kun 49 år. Claus Deleuran var et vaskeægte geni. Basta! “Rejsen til Saturn” er urimelig god og lavet med denne helt specielle finurlige, underdrevne og knviskarpe humor, Herr Deleuran mestrede.

Premiere og seje reklamer
Fredag d.26 september er en stor dag. Den nye animationsfilm “Rejsen til Saturn” har premiere. Jeg glæder mig til at se den. Jeg har ikke den store frygt for at filmen kommer til at tisse på det originale monument – Nok fordi den ikke vil prøve at ramme den oprindelige stil. Den skaber sin egen platform. Jeg gætter på, at det er et rigtigt godt valg. Jeg så nogle superfede virale reklamer for filmen, der underbygger mine antagelser: Se Carl Mar Møller, Mogens Glistrup, Ole Henriksen og Jørgen Leth udtale sig om filmen. Fedt! Under alle omstændigheder er det cool at “Rejsen til saturn” får en fortjent revival i medierne. Nok sagt!. Se den og læs den, dammit!!

Okay okay okay suckers. Eftersom mine medskribenter på Det Helt Nye Store ikke kan få fingeren ud og skrive denne artikel om, at der nu er kommet en ny version af vores – for tiden – ynglingsspil Battlefield Project Reality, ser Lorenzo sig nu nødsaget til at viderebringe nyheden om, at mod’en nu er kommet i en ny federe, mere grafik-sej, coolere udgave, nemlig version 0.8. Spillet der forsøger at give en realistisk oplevelse af at være i rigtig krig som fodsoldat er nu blevet opgraderet. Husk at fortæl dine venner, at du hørte det først her på Det Helt Nye Store. Læg forøvrigt mærke til min seje overskrift, hvor der ikke står andet end bogstaver og tal (Jeg skrev kun det i parantesen for søgemaskinernes skyld). Jeg elsker at skrive den slags, det er sejt og teknisk på en herresej og herreteknisk måde.

Endnu mere underligt er det, at jeg skal skrive dette, fordi jeg er den mindst spilnørdede og dårligste gamer af os alle… Va har I gang i dudes… I hvert fald, her kommer anmeldelsen:

Vi spillede det for første gang i fredags, efter at have fået vores ynglingsnetcafe til at installere lortet på fire af deres maskiner. Jeg var meget træt efter en hektisk uge, hvor jeg har rendt rundt fra det ene job til det andet arrangement til det tredie event til det fjerde møde og så videre, og samtidig prøvet at se min nye kæreste hver aften ved 12-tiden og frem, men jeg var da bevidst nok til at konstatere, at vi her havde med en ny milepæl i Battlefield-sagaen at gøre. Grafikken er blevet endnu federe. Der er selvfølglig kommet nye våben, og desuden har de civile ulydige arabere fået nogle opgraderede temmelig seje molotov cocktails… og mobiltelefoner (prøvede det ikke, så jeg ved ikke helt præcist, hvad det går ud på). Der er også kommet et nyt twist af realisme, da det tager længere tid at sigte med sit gevær, og lægerne har fået en ny metode til at live op med – hjertemasssage. samtidig er de tidligere defilibratorer skiftet ud med sådan en adrenalin oplivnings sprøjte, som vi kender fra den notoriske scene i Pulp Fiction, hvor Vincent Vega stabber Uma Thurman i hjertet efter hun har OD’et. Grafikken er som sagt anderledes. Det er som om, der er kommet lidt mere form på tingene, og vandet er blevet meget mere realistisk at se på. SUPERCOOL. Vi var alle meget glade og nikkede samstemmende anerkendende af denne opgradering, mens vi lystigt slagtede et par amerikanske hunde med vores ak47′ere. Der er også kommet nye fede baner, hvor man i høj grad sniger sig rundt blandt huse eller i skove og krat på mere guerilla-agtig manér. Derved kommer der også flere af de tidspunkter, hvor man bare sidder og glor og venter på, at der dukker nogen fjender op, men det er også ok. Det er jo realisme, vi er ude efter ikke. En af banerne havde nogle gaffeltrucks, som vi fandt i en lagerhal. Én mand kan køre den og en anden sætter sig op på ladet, hvor han kan sidde og plaffe fjender ned. De kører faktisk temmelig hurtigt. Det var sjov. Men anyways, prøv det selv for helvede. Det er da for satan sjovere end at sidde og læse en eller anden middelmådig gammel fritidsgamers fortællinger om sine tågede stenede natlige spil oplevelser. Jeg ved egentlig ikke en skid om computerspil og sutter temmelig meget røv til det… så find selv på noget…. peace. over.

Jeg er ind imellem ved at blive vanvittig af at jeg bruger den største del af min vågne tid på at have med virtuelle dimser & dippedutter at gøre. Jeg savner at have et ægte synligt produkt af mit arbejde i hånden. Jeg har for længe siden besluttet mig til at reinkarnere som håndværker. Sølvsmed lyder cool, men også tømrer eller smed ville være sejt. Jeg drømmer om at svejse jern så det fyger med gnister, lave min egen ringbrynje, smede et sværd og redde prinsessen fra Lindormen. Eeeeeh… Men jeg har ikke tænkt mig at fucke min tilværelse op, og der skal bestemt ikke reinkarneres endnu.

Min seneste oplevelse af det helt store i den lille skala er at der ligger mindst en bærepose livskvalitet gemt væk i at lære at slibe en kniv fra at være en sløv metalpind til at være et veritabelt mordinstrument. Jeg har efter mange års mislykkede forsøg lært, hvordan en kniv slibes. Jeg har fået det primale knivsslibnings-duelighedstegn. Det føles helt rigtigt, og jeg er blevet tilfreds med mit køkken på et helt nyt plan: Jeg har knive, der er så skarpe at de fjerner mine fingerspidser, hvis jeg snitter forkert og sprætter tomater op med en skalpels præcision. Jeg har ikke tænkt mig at beskrive hvordan det gøres, for det kan jeg ikke, men jeg kan give et par sandheder:

• Slibestenen er min nye bedste ven.
• Efter slibestenen fjernes graten på kniven med et strygestål….hvilket er det eneste jeg kan bruge et strygestål til. Nu er kniven forvandlet til den ultimative form for stål: En klinge der kan synke gennem organisk materiale ved egen vægt og ganske let bevægelse.
• Alle automatiske slibeinstrumenter er et surrogat for den ægte oplevelse. Det er synd for dig og din kniv.