Myren: Tradition og Ære
Myrerne er et oldgammelt folk, langt ældre end romerne og svenskerne. De er ikke bare små sorte dimser, som kryber langs panelerne, nej; de har en agenda, og de går all in hver eneste dag.

Myrer opererer ud fra en devise om at stammen eller folket er det vigtigste, og individet er sekundært. De er virkeligt fanatiske i denne overbevisning, og det er komplet uhørt at tage disse tanker op til overvejelse.

Evner du ikke evner
Ligesom mennesket har myrerne udviklet sig i mange forskellige retninger. Men hvor mennesker ikke altid kan blive enige om hvilke karakteristika, som rent faktisk gør sig gældende (er grønlændere alkoholiserede eller ej? Er jøder nærige eller ej?) stiller myrerne sig anderledes an: Deres karakteristika forfines helt ekstremt.

Den tasmanske hoppemyre er en menneskedræber. Hvert år er dens killscore højere end edderkoppers, slangers, hvepses og hajers tilsammen. Den Syd- og Centralamerikanske kuglemyre har gennem myreflid opnået en flot førsteplads i Schmidts Stiksmerte Index. I det øjeblik den bider, gør det supernaller i 24 timer, og smerten aftager stort set ikke før til sidst. Det siges også, at den ikke angrer.

Katapultsæde indbygget i kraniet
Trods ovenstående kampevner, kan myren ikke altid vinde. Derfor har nogle myrer udviklet en særlig form for forsvar: Ved at åbne kæberne og derefter lukke dem igen med den største kraft målt i dyreriget (all in!!) skaber myren et sådan rekyl, at dens egen krop blev skudt i en vilkårlig retning, op til en halv meter væk. Forestil dig det: At bide dine tænder så hårdt sammen, at du flyver 50 meter væk. Respekt? Se selv her.

Andre myrer har lært en række småtricks, som fx at gå på vandet, at måle sin egen position efter Jordens magnetiske felt, eller at bygge en slags båd for at kolonisere øer. De kultiverer naturligvis også kvæg i form af bladlus, høster svampe i boet, og har opnået symbiose med en lang række planter. Alt det sædvanlige.

Myrerne udgør omkring 25% af jordens samlede animalske biomasse. Den eneste race, som kan måle sig med dette tal, er mennesket. Også med 25%…

Søger du ny eller gammel inspiration? Det kan du finde her!

Scott Walker: Scott 4 (1969)
Efter nogle gode år som del af trioen The Walker Brothers gik Scott Walker solo og udgav 3 succesrige plader. Disse bestod delvist af eget materiale, delvist af materiale af crooneren Jacque Brel, med tekster oversat til engelsk.

I 1969 tog Walker springet og udgav en hel plade med sange, han selv havde skrevet. Måske var han bidt af overmodet, for han udgav pladen under sit dåbsnavn Noel Scott Engel. Det antages, at dette navneskift var hovedårsagen til at pladen blev et flop – for Scott 4 (det navn, pladen fik ved genudsendelsen mange år senere) er i brede kredse anerkendt som Walkers mesterværk.

Efter Scott 4 oplevede Walker et kraftigt dyk i popularitet og trak sig fra rampelyset. Han skiftede retning med nummeret Nite Flights  fra 1978, og senere en stærk omgang anmelderrost avantgarde med albummet The Drift fra 2006 (komplet med æselvrinsken og mørbanket kød…)

Marvin Gaye: What’s Going On (maj 1971)

Gaye var allerede en erfaren musiker og sanger i 1971. What’s Going On var hans 11. plade, og skulle vise sig at få en central plads i musikhistorien. Pladens indhold minder om en historie, hvor de fleste af numrene glider over i hinanden, så man ikke altid bemærker hvornår et nummer slutter, og det næste starter.

Med What’s Going On introducerede Gaye en række elementer i soulmusikken, som skulle vise sig at få en rungende effekt. De politiske og reflekterende tekster blev båret af soulmusikkens kærlighed til livet, men også af bandets funky R&B. Resultatet er øjeblikkelige ørehængere, som har præget soulmusikken siden, og  som ikke har mistet pusten 40 år senere.

I slutningen af 70′erne og starten af 80′erne havde Gaye problemer med skattevæsnet, gæld, tidligere ægteskaber og stoffer. Han skruede albummet Midnight Love sammen, sikrede en god aftale med et pladeselskab og var tilsyneladende tilbage i sadlen. Desværre blev han plaffet ned i april ’84 af sin far, som havde en hjernesvulst. Og resten kommer vi ikke ind på, for det var heller ikke kønt.

Joni Mitchell: Blue (juni 1971)

Slanke, lettere forsagte Mitchell trådte ind på musikscenen i slutningen af 60′erne, og fik enorm succes med sit fjerde album Blue. På tre tidligere plader havde hun eksperimenteret og fundet sin helt egen stil med sit unikke guitarspil, rejser ud i klaver samt maleriske tendenser (i bogstavelig forstand).

Senere videreudviklede Joni Mitchell sin stil og blev især bidt af jazz’en. Hendes popularitet blev aldrig den samme, men hun stiftende stærke venskaber med flere af jazzens giganter, mens hun samtidig mistede de øvre registre af sin stemme. I dag har hun trukket sig tilbage, har ikke meget til overs for musikindustrien, og lider angiveligt af en kontroversiel hudsygdom / mental lidelse.

Blue er og bliver et hjerteknugende plade. Pladen berører følsomme emner og viser Mitchell fra en utroligt øm side, hvor hun er ærlig omkring sin egen stolthed og fejl. Jeg kan dårligt høre pladen uden at knibe en tåre hist og her, for Mitchells stemme er så knusende smuk og harmonierne i musikken så sandfærdige som noget kan være. Jeg må anbefale at høre denne plade en solrig eftermiddag i september, mens du er alene.

Tool: Ænima (1996)

Bandet Tool er et produkt af 90′ernes genoplivning af rock- og metalgenren. Med kun én EP samt en plade i bagagen, er Ænima et foruroligende mesterværk i en turbulent musikalsk tid. Tool er beskrevet som “metal for tænkende væsner”.

Ænima lyder som en halvvågen drøm spillet igennem et fjernsyn, som ikke står skarpt. Numrene er både tunge, matematiske og diskante, og altid båret af forsanger Maynard Keenans krystalklare stemme og hjemsøgende tekster. Det kræver muligvis en helt særlig form for politisk og psykologisk humor at værksætte Tool, ligesom det samme kræves af den afdøde komiker Bill Hicks, som i øvrigt turnerede med Tool. Men smukt og medrivende er det.

Efter Ænima har Tool udgivet Lateralus (2001) og 10,000 days (2006) begge ganske krævende plader med lange numre. Mens bandets succes er vokset, har de taget afsked med noget af den eksperimenterende del, og er i stedet blevet en institution af den slags, som de gamle fans trækker på skuldrene af og sukker over.

Beck: Mutations (1998)

Vidunderdrengen og Scientology-nørden Beck har lavet nogle underlige plader; de bedste må siges at tilhøre hans første årti som musiker. Efter hitpladerne Mellow Gold og Odelay!, fulgte et hidsigt stilskifte med Mutations, hvor Beck trækker i gyngestol, dansesko og syretrip på én gang.

Mutations er en skøn blanding af blues, bossa nova, rock og country. Modsat mandens øvrige plader er der intet grimt eller irriterende over Mutations. Mens pladen slår bro mellem Becks elektroniske ursuppe i start 90′erne og disco/robotrocken i 00′erne, er den samtidig en så skelsættende plade, at man ikke længere bare kan sige “jeg kan godt lide Beck.” For har man ikke hørt Mutations, kender man ikke Beck.

I ’99 kom Beck i disco/porno-humør, i 2002 udgav han den umådeligt roste “jeg er gået fra kæresten”-plade Sea Change, og siden har han været i robotrock-humør, hvilket måske passer meget godt til hans stemme, som også er blevet dybere.

For lige at blive lidt ved zombierne for en stund, så kan man for tiden hos Blockbuster leje filmen La Horde. Et fransk superbrag af en actiongyser, der absolut lever op til de stolte traditioner fra store zombiefilm og -spil, for den sags skyld. For dem der har spillet Left4dead virker de fire hovedkarakterer betænkeligt lig de fire cool typer, der smadrer zombier i spillet: Den gamle knark og soldater veteran, Bill, den seje sild, Zoey, den super cool kronragede fyr, Louis, og Francis, den stille beskæggede dræbermaskine. Hvis ikke man vidste bedre skulle man tro, at filmen er en drejebog lavet over en sædvanlig bane fra l4d fra ende til anden. Plottet indeholder intet andet end, at de fire personer skal kæmpe sig ud fra toppen af et højhus, med zombier der kommer fra alle sider og vil æde dem, hvilket sagtens kunne være en bane i l4d: En overskuelig begrænset verden, som passer til en bane i et spil… og til rammerne i en low budget zombie film. Det er nemlig helt klart en af filmens forcer, at holdet bag har kunnet lave en hæsblæsende spændingsfilm af høj kvalitet med flotte effekter på et lille europæisk budget.

For spillere af, lad os kalde det ‘spilforlægget’, Left4 dead, er det sjovt at se, jo længere filmen skrider frem, hvordan de fire velkendte figurer blomstrer frem. Filmens svar på Bill (jeg kan desværre ikke huske hans navn i filmen) er en gammel sej veteran fra krigen i Indokina, der smadrer Zombier med en stor tung brandøkse; han nyder at kvase hoveder på de udøde uden anger. Filmens svar på Zoey kan karate og bruger det mod zombier, når hun er løbet tør for kugler. Louis er her en afrikansk forbryder flygtet fra fængslet, og Francis er en politimand, ikke en biker.

Filmen har mange fede twist og en god overraskende slutning. Fuldstændig drejet efter den gode fortællings kunst, som hollywood ville gøre det, men den har stadig bevaret sin franske kant. På en måde er den mere vellykket end den anden europæiske zombie franchise, spanske REC. Den er mere ‘Hollywood’ og selvfølgelig også dét mere ‘overfladisk’, men du får dine gys, og det er jo det man vil se i en gyser/zombie/thriller/action/splatter/kald-det-hvad-du-vil-film.

Spillet frigives i år, mere præcise oplysninger kendes ikke, men snart er der grund til at tage det fine tøj på, og tage på netcafé!!

• Husk at se den meget overbevisende trailer på spillets hjemmeside !! Den er pænt klam!
• Spillet har fået en Facebook side med en smule snask

(Er det kun mig, der så de stive snuder før jeg så zombien ?)

Økologiske bananer fra Sydamerika
Hvordan kan bananer fra Sydamerika være økologiske, når de har rejst tværs over Jorden med olieudspyende tankskibe, været nedkølet i strømpumpende lagerhaller i Europa og smurt i plastikemballage? De ting annullerer økologien 56 gange!

Man kan ikke holde os idealister nede. Vi insisterer på at tænke tingene igennem. Vi nægter at lade os nøje, når spørgsmål står ubesvaret, eller når vi hører henvisninger til såkaldte autoriteter, som påstår at evig økonomisk vækst er lig med lykke. Hvis det ikke hænger sammen, er det bare ikke godt nok til at opdrage børn efter.

Jeg er forelsket i de modige
Nede på Sydfyn findes et sted, med det specielle navn Syltemae. Her har en gruppe idealister og aktivister skabt “Den Selvforsynende Landsby”, en slags landsbykollektiv, som tager udgangspunkt i permakulturelle principper.

Permakultur er the shit i skoldhedeste forstand. Landbrugsvarer skal produceres lokalt af lokale beboere, så man undgår unødvendig transport. Samtidig styrkes lokalsamfundets sammenknytning og mulighed for at forsørge sig selv. Energiforbruget skal skrues ned, da man anerkender afhængigheden og samhørigheden med naturen.

Selve navnet “Den Selvforsynende Landsby” er ikke så meget en konstatering; det er snarere et nær-ønskestadie. Selvfølgelig skal der ikke være en computerfabrik i hver by, bare for at undgå unødvendig transport, men det ville nu være bedre for miljøet, om vi kunne importere computere fra Sverige end fra et land bag horisonten – hvis kvaliteten ellers er den samme.

Ildsjæle uden dollartegn i øjnene
I Landsbyen bor et par, som udgiver Tidsskrift om Permakultur. Jeg har været abonnent på bladet siden jeg opdagede det for et års tid siden, og ser enormt meget frem til det kommende nummer. I tidligere numre har der været reportager fra folkene på frontlinjen, anmeldelser af bøger og videoer, henvisninger til kommende arrangementer – og måske vigtigst af alt, håb for fremtiden.

Mere information om Tidsskrift om Permakultur: http://levbaeredygtigt.dk/

Mere om Den Selvforsynende Landsby her: http://selvforsyning.dk/wordpress/

Som skribent ved et større dansk musikblad har jeg undertiden den fornøjelse at få tilsendt cd’er med nye kunstere, eller at overvære koncerter med anderledes acts og skæve opvarmningbands. Jeg husker ikke præcis hvad der skete, men en dag modtog jeg Agnes Obels Philharmonics. Jeg smed den i afspilleren og trykkede play.

Rent talent
Det var dagen, hvor jeg genvandt tiltroen til den danske musikscene. Jeg har simpelthen været ved at brække mig i årevis over Mew, Tina Dickow og Kashmir, som allesammen er blevet udråbt til de danske giganter. Mew rimer på “Piv”, Tina Dickows fake-engelske dialekt giver mig kuldegysninger langt op i røven, og Kashmir burde være omdøbt til Coldplay-Light for omkring 7 år siden. Alt det shit kan de pakke sammen og sende til Jupiter.

Og jeg gider slet ikke høre noget om hende Natasha, som døde. Man kan ikke engang kritisere hendes musik, for nu hvor hun er død, er hun ophøjet til en slags dansk musikhelgen, og al kritik er helligbrøde.

Jeg undgår bevidst ordet “X-Faktor” her
Alle Obels koncerter i Danmark har været udsolgte, men jeg slap ind til en af dem. Agnes Obel er bare noget helt andet. Det er modigt, det er smukt, det er autentisk, det er af en kvalitet, som normalt kun findes udenfor landets grænser.

Hvis du ikke allerede har skiven, så saml den op eller hør hende på nettet. Gør dig selv og landet en tjeneste: Stift bekendtskab med denne intense skønhed, denne fremtidens toneangivende musiker. Nu!

Mød en af de helt store: Pryor.
De fleste kulturforarmede danskere genkender Richard Pryor fra filmene Superman III eller See No Evil, Hear No Evil (på dansk Kan Du Høre Hvad Jeg ser). Hvis man graver en smule dybere, findes let en masse standup og en lang række shows, hvor Pryor viser en mindre familie-venlig side, ofte akkompagneret af ordene “nigger” og “motherfucker”. Her stråler Pryors sande talent og sender tankerne hen på hans livslange fan Eddie Murphy. Men hvor kom det talent fra?

Pryor er født i 1940 og ud af en større søskendeflok. Han voksede op blandt prostituerede, indbrudstyve og narkohandlere. Hans mor havde ikke styr på en skid, så han voksede op med sin bedstemor, som kørte et bordel. Som ung sort mand i Peoria, Illinois, i 50′erne og 60′erne, var der ikke mange fremtidsudsigter. Der var dog lyspunkter; blandt andet en skolelærer, som lod Pryor optræde for de andre elever.

I sine unge år havde Pryor succes med at efterligne Bill Cosby (kendt fra serien Cosby & Co.), som også lavede standup. Cosby sagde senere til både Pryor og Eddie Murphy, at de skulle tale pænt og lave god komik, da Cosby ønskede flere sorte forbilleder. Pryors baggrund gjorde tilgangen til bandeord lidt for let… og det hjalp ikke, at han mere eller mindre konstant røg eller sniffede et eller andet.

Det med kvinderne fik Pryor aldrig rigtig greb om. Han var gift 7 gange med 5 forskellige kvinder, og efterlod halvanden håndfulde børn, flere på gule plader.

Film og adgang til mainstream anerkendelse
Men Pryor havde endnu ikke fundet sin egen stil. Han tog sig selv i kraven og præsenterede sit nye materiale. For hver af de gamle fans som stod af, var der 4 som stod på. Legenden var en realitet.

Pryor fik adgang til filmverdenen efter at være medforfatter på filmhittet Blazing Saddles (på dansk Sheriffen Skyder På Det Hele). Han var blevet lovet en hovedrolle, som desværre ikke blev til noget.

Så snart det kom frem at Pryor var medforfatter, ringede telefonen dag og nat. Pryor lavede koncertfilm, som blev meget populære. En af hovedrollerne i Blazing Saddles var Gene Wilder (se billedet), som Pryor senere lavede 4 primært roste film med. Af disse må jeg absolut fremhæve Silver Streak (på dansk Chicago-Ekspressen) og Stir Crazy (To Tosser Bag Tremmer).

Vendepunkter omkring 1980
I årene omkring 1980 oplevede Pryor tre vigtige ting, som kom til at præge resten af hans liv. Efter en tur til Afrika i 1979, som åbnede hans øjne for de sortes oprindelige kultur, svor han aldrig at bruge ordet “nigger” igen. Han havde ellers lavet albummet That Nigger’s Crazy i 1974.

Pryor med Gene Wilder

Rødglødende?
En dag i 1980 sad Pryor i sit soveværelse og røg crack. I en narkotåge førte han samtaler med nulevende og afdøde personer, deriblandt Gud. I et anfald af selvretfærdighed hældte Pryor rom ud over sig selv, og tændte en lighter. Jeg gengiver her et citat fra “Pryor Convictions”:

“WHOOSH!”

Sådan lød det angiveligt, da Pryor stak i flammer. Medlemmer af Pryors familie strømmede ind i soveværelset for at hjælpe ham, men han sprang ud af vinduet, løb ned af indkørslen, ud på gaden og frem efter næsen. Efter nogle hundrede meter blev han stoppet af nogle strømere, blev slukket og sendt afsted i en ambulance. Men selv kraftige forbrændinger kunne ikke holde manden nede!

Sklerose og senere liv
I begyndelsen af 80′erne oplevede Pryor optakten til det, som skulle sende ham permanent til tælling: Multipel sklerose. Han oplevede det først som flimmer for øjnene og i sine ben, som ikke reagerede på ordrer, men senere begyndte han at falde omkuld og værre ting som gjorde, at han i 90′erne måtte sidde i rullestol. Det var et stort nederlag for ham at erkende, at han ikke længere kunne turnere med sin standup, fordi han simpelthen ikke havde energien.

Men som så mange andre, som ser døden i øjenene, oplevede han en slags åndelig opblomstring, hvor han langt om længe kunne værdsætte de ting, hver dag bragte.

I rullestol men stadig "a talking motherfucker!"

De sidste år, op til sin død i 2005, dedikerede Pryor først til at få ryddet ud i alle de snyltere, som havde hægtet sig på i årenes løb. Pryors (igen) kone Jennifer brændte meget for dyrevelfærd og gjorde ham til en del af det. Han blev opereret flere gange og var angiveligt ved at stille træskoene et par gang – og det er stadig muligt at se Pryors sidste indlæg på mandens egen hjemmeside, forfattet 10 dage før han døde… Det gjorde sgu ondt at læse, da jeg lige havde pløjet hans liv igennem.

Løft jeres glas for en led stodder, en kvindeforfører og bedrager af værste skuffe, og en aldeles gudsbenådet og anerkendt komiker i sin helt egen verdensklasse.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Double Dragon i starten af 90erne. Som ensom 1-player i arkademørket var jeg Billy, den blå Dragon. Spillet gik (vist nok) ud på at redde en dulle, som havde fået en mavepuster af nogle væmmelig mænd. Herfra gik turen med mønter i maskiner og masser af tæsk til de onde. 2-player mode var bare dobbelt så svedigt.

Lidet anede jeg, at der andetsted i verden var andre knægte, som også voksede op med Double Dragon – men i modsætning til mig blev Double Dragon for dem en ond besættelse, som skulle dominere deres liv fremover. Jeg glemte alt om Double Dragon for en tid, og kom i 6. klasse.

Som film, sgu!
D. 4. november 1994, præcis 73 år efter at Hitler havde oprettet sit korps af Stormtropper, udkom “Double Dragon The Movie”, men jeg så den først for et par dage siden, i DVD-format. Her er et citat fra den danske tekst på bagcoveret:

Storfilmen, med for over 100 millioner kroners utrolige specialeffects, baseret på det mest populære TV-spil nogensinde!

Storfilm? 100 millioner kroner? Mest populære TV-spil nogensinde? Og hvem fanden er de to knægte på forsiden? Og hvad sker der for ham den rødes dragt på ryggen?

Efter at have set filmen kan jeg konkludere, at man ikke får meget FX for 100 millioner. Filmen bæres til dels af skurken Robert Patrick, som også spillede den flydende Terminator i 2′eren, dels af den kvindelige hovedrolles røv – ja, hele to gange bliver hendes røv brugt som middel til at bringe historien frem. Den slags talent belønnes bedst i tv-serier, men det fandt hun også ud af.

De to tvillinger Billy og Jimmy bliver spillet af en gut af asiatisk afstamning, og en gut af italiensk afstamning. Hvis man fanger den slags logik, giver filmen sikkert mere mening. Jeg bliver vist nødt til at se den igen.

Men heldigvis for Barats & Bereta
Hvis man, som jeg, ikke er så vild med lort, er der heldigvis hjælp at finde på Youtube. Double Dragons omdømme er rigeligt skadet af tegnefilm og Marvel-tegneserier (arrrrgh!!) fra starten af 90′erne, men DD har genvundet en smule ære i et klip på Youtube, som du kan se ved at trykke her med din ynglings venstre musetast.

Det er rart at være en psykotisk nar. Pludselig har man en lovlig undskyldning for at sige præcis hvad man har lyst til. Det er så befriende ikke at skulle holde noget tilbage. Hvis man kan pakke dette privilegie ind i noget intelligens, har man det stof, som Red Letter Media er skabt af.

Hvorfor var de seneste Star Wars film en gang crap?
Hvad var det helt præcist, som gjorde at de 3 film føltes falske og langt, langt borte fra det univers, George Lucas skabte i slutningen af 70′erne og start 80′erne? Var det bare blue screen problematikken; at Lucas forlangte for meget af sine skuespillere, når han lod over halvdelen af scenerne og karaktererne være animerede, således at Ewan McGregor skulle stå og snakke med den blå luft optagelse efter optagelse? Eller fandtes der dybereliggende problemer?

Mr. Plinkett er ikke i tvivl. Igennem en slags videoreportage, fyldt med klip fra filmene, velvalgt musik og en slags dokumentarisk selviscenesættelse opnår han en effekt, som sender ham direkte i verdensklassen af kritikere.

Hvad udgør en god historie?
Den gamle episode IV fra ’77 handler om Luke, som rejser på eventyr i rummet og ender med at sprænge den Imperielle Dødsstjerne i luften, hvilket gør ham til en helt. Historien er simpel, men ekstremt virkningsfuld, og alle kan relatere til den unge knægt, som drømmer om noget større end landlivet på en ørkenplanet.

Episode I fra ’99 handler om en prinsesse og nogle superhelte-jedi-riddere, som på grund af en underlig handelsboycot rejser ud og ved et tilfælde render ind i en fantastisk knægt, som kan alt, og som bliver gjort til lærling i en jedi-orden hvor alle sidder i skrædderstilling, og der er noget med en by under vandet, et virvar af fjogede racer som ungerne kan grine af, og de kører et crazy racerløb som ikke rigtig har noget med historien at gøre. Og alle (Prinsesse Padme, Obi-Wan Kenobi, Qui-Gon Jinn, Anakin Skywalker, Jar-Jar Binks) kæmper om at være hovedperson, hvilket på ingen måde fungerer.

Og dette er blot ét af de velforberedte anklager, som Plinkett fremfører i sin helt egen gonzo version.

Opfinderen smadrer sit eget værk
Men Mr. Plinkett fortæller også historien om hvordan George Lucas i virkeligheden godt vidste, at han lavede nogle skodfilm, og hvordan hans underordnede producenter og animatorer ikke turde sige fra. Og resultatet er en underlig slags ikke-rigtig-børnefilm, med åndssvag animeret falde-på-halen komik, avanceret handelspolitik i senatet og et totalt utroværdigt kærlighedsforhold mellem Anakin og Padme. Der er lidt for alle, men alligevel ikke rigtig noget for nogen.

Mr. Plinketts visdomsord kan findes på youtube eller hjemmesiden RedLetterMedia.com . Kan varmt anbefales til fans af Star Wars, men kig også de øvrige filmanmeldelser af fx Star Trek eller Avatar.

I følge en undersøgelse har et menneske forhøjet risiko for at blive forkølet, hvis mennesket har kolde fødder. Jeg undres igen over at min mor er så meget foran videnskaben, for hun har altid sagt den slags. Men nu er det også lissom bevist overfor folk, jeg ikke er i familie med. Med mindre selvfølgelig man stemmer på et af de partier, som ikke anerkender videnskab.

Rocket Science?
I min søgning efter noget halstørklæde-hat-varme til at bekæmpe vinterens indtrængen faldt jeg over en interessant hjemmeside. Pakket ind mellem handsker og veste snublede jeg over ammunitionsbælter og riot gear med MOLLE-system! Nej, jeg aner ikke hvem Molle er - men det lyder uundværligt i en sneboldskamp, eller når man skal ud og stå på skøjter!

Ammo-bælter luner! 69,-

Riot gear er en fremragende windbreaker, og tager også pænt imod stød fra isbjørne. 999,-

Begge dele er fundet hos http://army-star.dk/

Forkølelse?
Kan du mærke krilleren i halsen allerede – så skal du ikke læne dig tilbage og lade forkølelsen rende dig over ende! Nej! Det er ikke for sent at bekæmpe forkølelsen, og forhindre den i at bryde ud i lys snotbobbel.

Ingredienser
Ingefær: En… håndfuld eller whatever. Snittet i stumper og stykker, puttes i te-pose i te-kande i skoldhedt vand, trækker i minimum 10 minutter, drikkes uden nåde
2 stk Panodil: Indtages max 3 gange i døgnet
Hjemmesko og uldne sokker: Iføres øjeblikkeligt
Lukkede døre ud til der hvor kulden kommer fra
Masser af søvn (indtages)
Lidt ekstra godt til dig selv (chokolade, tv-serier, tegneserier, computerspil, detheltnyestore.dk)